Onsdag aften blev politiet og redningsvæsen kaldt ud til en havareret Audi A3, der stod på tværs af Tomsgårdsvej i Københavns nordvestkvarter.

Foreløbigt ser det ud til, at bilen i første omgang ramte et træ, før bilen endte på tværs af kørebanen.

Ifølge presse-fotos.dk er en mindre gruppe personer blevet set løbe væk fra bilen.

Kilder med indsigt i miljøet vurderer over for B.T., at episoden skal knyttes til en konflikt i det kriminelle indvandrermiljø.

Konflikten har stået på i årevis og blusser op med jævne mellemrum.

For tiden er konflikten således i gang igen, fortællerne kilderne.

Her er det gruppen, der har rødder i Københavns nordvestkvarter, der er den ene part, mens den anden er folk med tilknytning til den tidligere NNV-bande, og som nu er del af Hells Angels.

Forud for, at Audien havarerede, skal flere biler have jagtet hinanden.

Hos Københavns Politi vil man ikke kommentere B.T.s oplysninger:

»Vi kan bekræfte, at vi 10. maj om aftenen modtog anmeldelse om færdselsuheld. I den forbindelse hat vi været til stede med patruljer,« fortæller Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling, Københavns Politi