Aalbæk Havn, der søndag aften dannede rammen om en skudveksling mellem politi og formodede smuglere, har tidligere været benyttet af smuglere.

Da tre formodede smuglere søndag aften forsøgte at transportere 250 kilo hash ud af Aalbæk Havn, var det ifølge flere aviser ikke første gang, smuglere hjemsøgte havnen mellem Frederikshavn og Skagen.

To lokale fiskere, Preben Christensen og Poul Sørensen, fortæller BT, at de flere gange har observeret personer på havnen, som uden tvivl var smuglere.

- Vi har flere gange set folk læsse ting og sager af og på både, mens vi har været på havnen, siger Preben Christensen.

Leo Thomsen, der ligeledes bor i området, er heller ikke overrasket.

- Jeg tænkte bare, at det var ikke så mærkeligt. For der er sket noget her flere gange, siger han til Nordjyske Stiftstidende, som beretter, at andre personer over for avisen giver udtryk for tilsvarende opfattelser.

- Efter klokken ti-tolv stykker om aftenen er der ingen folk her på havnen, siger Leo Thomsen og uddyber:

- Som regel er det sprit, de kommer og henter. Men narko har der også været en gang før, siger han.

Birte Vadsager, havnefoged i Aalbæk, er heller ikke i tvivl om, at smuglere tidligere har benyttet havnen:

- Det er sket før. Men i hvor stor udstrækning er jeg slet ikke i stand til at sige noget om, siger hun til Nordjyske.

I forbindelse med søndagens aktion blev en af de formodede smuglere, en 49-årig nordmand, dræbt af skud. En anden formodet gerningsmand blev ligeledes ramt af skud, ligesom en PET-betjent blev såret af skud.