To ældre mennesker er blevet fundet livløse i en villa på Grejsdalvej 24 på Amager. Politiet har afspærret området.

Det bekræfter Københavns Politi overfor bt.dk

- Vi har her til morgen modtaget et opkald fra noget familie til to ældre, om at manden har skudt konen, hunden og sig selv. Det er en familietragedie, siger Tommy Keil til B.T.

Politifolk og teknikere kom omgående til stedet, og der blev spærret af omkring gerningsstedet, parrets hus, der ifølge naboer ligner "Fort Knox" med gitterlåge.

Det er endnu uvist, hvorfor den 84-årige mand valgte at tage livet af sig selv, sin 83-årige kone og parrets schæferhund, som han ifølge naboer tit luftede. Det vides heller ikke, hvilket våben der er brugt.

Det var noget familie, der gjorde det uhyggelige fund af de to døde mennesker og hunden. Politiet modtog anmeldelsen ved sekstiden mandag morgen og formoder, at forbrydelsen er sket kort forinden.