Flere beboere på Godthåbsvej på Frederiksberg fik sig natten til søndag en brat opvækning, da der lød et 'kæmpe drøn' i gaden.

Endnu er det uvist, hvad der forårsagede braget, der fandt sted ved en kiosk.

Det fortæller vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

Politiet fik de første anmeldelser om hændelsen, der skete ved kiosken Skjold Burne på Godthåbsvej 52, klokken 03.50:

»Stort set samtidig fik vi anmeldelser fra både alarmselskaber og fra borgere om et kæmpe drøn og nogle alarmer, der var gået i gang,« forklarer vagtchefen.

»Da vi kommer derud, kan vi konstatere, at der er større skader på indgangspartiet, ruder er blevet knust, og et jerngitter er bøjet.«

Der er ikke umiddelbart skader på omkringliggende bygninger eller andet, og politiet har ikke fundet personer, der er kommet til skade som følge af hændelsen.

»Hvad det er, der har forårsaget den her – hvad skal vi kalde det – eksplosion, ved vi ikke endnu. Der kan nok også gå noget tid endnu, før vi ved det,« fortæller Henrik Brix.

Politiet arbejder fortsat på stedet og vil være der 'noget tid endnu'.

»Det er sparsomt, hvad jeg derudover kan give af oplysninger lige nu,« forklarer vagtchefen.

Senere søndag finder Copenhagen Half Marathon sted i byen, og ruten kommer forbi netop Godthåbsvej ved kiosken.

Til TV 2 oplyser Henrik Brix, at halvmaratonet formentlig vil kunne afholdes som planlagt:

»Der kan selvfølgelig ske ting, men lige nu ser det ud til, at løbet kan afholdes på normal vis,« siger han til mediet.

B.T. følger sagen.