Den 19. juli 2020 blev der begået et indbrud på Bangs Boder i Odense C, og gerningsmanden er stadig på fri fod.

Nu beder politiet offentligheden om hjælp til at finde indbrudstyven.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

De har offentliggjort et billede af gerningsmanden og håber nu på, at det vil medføre til en anholdelse, da nogen måske genkender manden.

»Nu offentliggør vi billederne af gerningsmanden og håber, at der er nogle borgere, der kan hjælpe os i retning af gerningsmandens identitet,« siger leder af indbrudsgruppen, Finn Wegner.

Indbruddet skete klokken 03.22, og gerningsmanden stjal en PH lampe af modellen 'Koglen'.

Fyns Politi kan ikke oplyse yderligere om indbruddet.

Hvis man genkender manden bedes man kontakte Fyns Politi på 1-1-4.