Fredag 6. august skete der to overfald på kort tid i Aarhus Midtby. En ung mand er anholdt i sagen, og torsdag efterlyste politiet en anden formodet gerningsmand med billede.

Mindre end et døgn efter efterlysningen er manden nu blevet anholdt. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Den 19-årige mand vil nu blive sigtet for medvirken til røveri og grov vold.

Det første overfald skete natten til lørdag 7. august klokken 01.15, hvor en 24-årig mand fra Aarhus blev overfaldet med slag og spark. Han havde sat en pose med alkohol uden for sin opgang i Frederiksgade, mens han gik ind for at hente noget. Da han kom ud, havde to personer taget posen og var på vej væk.

Den 24-årige råbte efter dem, hvilket førte til, at de to mænd vendte tilbage og overfaldt den 24-årige mand med slag og spark på kroppen og i hovedet.

Blot få minutter senere fik politiet endnu en anmeldelse fra Christiansgade, hvor de samme to gerningsmand havde været på spil igen. Denne gang gik det ud over to mænd på 25 og 27 år. De blev slået, og de to gerningsmænd forsøgte at stikke dem med en skarp genstand.

Politiet kunne kort efter anholde en 21-årig mand, der blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør. Der er på nuværende tidspunkt rejst tiltale mod ham, og han skal i retten i slutningen af oktober.

Og det er nu også lykkedes at identificere den anden gerningsmand, hvorfor han fredag er blevet anholdt.