En 49-årig kvindelig hundelufter blev onsdag eftermiddag overfaldet i Kongens Have i Helsingør.

Det oplyser Henrik Suhr, pressekoordinator hos Nordsjælland Politi, til BT.

Politiet efterlyser nu gerningsmanden, der bl.a. beskrives som mellem 25 til 35 år.

»Vi vil gerne have henvendelser, hvis man kan identificere manden, eller hvis man har mistanke om, hvem det kan være,« siger Henrik Suhr.

Ifølge den 49-årige kvinde, der onsdag anmeldte episoden kl. 16.29, gik overfaldsmanden tur med en hvalp, mens hun selv gik i Kongens Have, et parkområde nær Marienlyst Slot, med to løse hunde.

Kvindens hunde løb over mod mandens hvalp, hvorefter han tildelte de to hunde flere slag og spark.

Efterfølgende påtalte manden, at kvinden skulle have bedre styr på sine hunde, inden han slog kvinden i ansigtet med en knytnæve.

Manden beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • 25-35 år gammel
  • Cirka 180 cm høj, almindelig af bygning
  • Kort mellemblond hår
  • Iført mørkeblå arbejdsjakke med påskriften FVA, mørke bukser og hvide gummisko
  • Mandens hvalp var brun og sort

Har du oplysninger i sagen, kan Nordsjællands Politi kontaktes på 114.