26 domme for alt fra tricktyverier mod ældre til afpresning og trusler. Det er, hvad 'sigøjnerbossen' Gimi Levakovic har bag sig. Og det var det, han tog med sig ind i Østre Landsret tirsdag, hvor han fik omstødt sin udvisningsdom.

Familien Levakovic kom til Danmark i 1972. Dengang var Gimi Levakovic blot to år og en del af en søskendeflok på ti.

Sammen slog de sig ned på Amager, og nogle år efter begyndte Gimi Levakovic i folkeskolen. Men allerede efter 7. klasse droppede han ud og begyndte i stedet på sin kriminelle løbebane.

Det er blandt andet kommet frem i TV 2-dokumentaren ’Sigøjnerbossen og hans berygtede familie’, der portrætterer Gimi Levakovic og hans familie.

I den fortæller han blandt andet, at kriminaliteten begyndte, da familien boede på en campingsplads på Amager, efter de var kommet til landet.

»Det startede med, at vi skulle vaske os, børste tænder. Så gik vi rundt og bankede på lejligheder og bad om vand. Vi boede jo på camping og havde ikke nogen vandhane. Så så vi en pung eller småpenge, og så tog vi det,« siger Gimi Levakovic i dokumentaren.

Efter han droppede ud af folkeskolen, har han aldrig læst videre. Han har heller aldrig haft et arbejde.

Det kom frem i Østre Landsret tirsdag.

Han har siden været tilknyttet et jobcenter i Taastrup, og han får hver måned kontanthjælp og børnepenge.

Ved siden af har den kriminelle løbebane fortsat.

Det fortalte anklager Morten Ebbe Nielsen i Østre Landsret, skriver tv2.dk.

»Siden han var 18 år, er han straffet 26 gange,« sagde han.

De 26 domme dækker ifølge tv2.dk blandt andet over vold og grov vold, hensynsløs fareforvoldelse, afpresning, trusler og vidnetrusler, vold mod myndighedspersoner, besiddelse af våben, han har erhvervet gennem hæleri, talrige straffe for berigelseskriminalitet, herunder tyveri og tricktyveri begået overfor ældre medborgere, falsk forklaring overfor retten og for at opgive falsk identitet.

Ingen af dommene har dog været fulgt op af en betinget eller ubetinget udvisningsdom.

En sådan potentiel dom stod han for første gang over for, da han blev anholdt den 1. maj i år på en adresse i Korsør, efter han var kommet i skænderi med flere romaer.

Han havde ifølge politiets tiltale truet flere personer med at skyde dem.

Da politiet kort efter ransagede et værelse, som den 46-årige kroat havde lånt, fandt man en skarpladt Walther P38-pistol med to magasiner med hver otte patroner. Pistolen var pakket ind i en bodystocking til et barn og omviklet med hår-elastikker.

Gimi Levakovic har gennem hele sagen nægtet ethvert kendskab til pistolen. Det samme gjorde hans nu 15-årige datter, da hun frivilligt lod sig afhøre som vidne i retten.

To andre vidner havde dog tidligere fortalt, at sigøjnerbossens datter kort inden politiets ankomst havde bedt dem skjule faderens pistol, fordi hun angiveligt var bange for hans temperament, når han blev beruset.

I Retten i Næstved blev 'sigøjnerbossen' idømt et år og tre måneders fængsel. Efter at have afsonet, skulle han udvises af landet og have indrejseforbud i 12 år.

Den dom ankede Gimi Levakovic straks til landsretten, hvor straffen blev skærpet med tre måneder, men hvor udvisningsdommen blev omstødt.

Det var især hensynet til Gimi Levakovic' to yngste børn, der er mindreårige, og som han har forældremyndigheden over alene, der var rettens begrundelse til at omstøde dommen.

46-årige Gimi Levakovic, der er kroatisk statsborger, kan dermed stadig blive boende i Danmark, hvor han har tidsubegrænset opholdstilladelse.