»Det er en dybt ulykkelig sag. Hvis afhøringerne af Erik Solbakke Hansen var blevet optaget, kunne vi få vished for, om sagen var blevet behandlet helt rigtigt.«

Sådan lyder det fra Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET og mangeårig drabsefterforsker i Rigspolitiets Rejsehold

Anledningen er TV 2-dokumentaren 'Tilståelsen', der sætter spørgsmålstegn ved, om der for omkring 30 år siden blev begået et kæmpemæssigt justitsmord, da den psykisk udviklingshæmmede Erik Solbakke Hansen blev dømt for at være skyld i 38 menneskers død.

Erik Solbakke Hansen tilstod gradvist fire forskellige forbrydelser med de mange ofre, men i dokumenteren rejser flere eksperter tvivl om, hvorvidt man kan stole på tilståelserne.

Især fordi de blev talt langsomt frem gennem snesevis af afhøringer på tomandshånd mellem den svagt begavede mand og en bestemt politimand, som havde vundet hans tillid. Og siden blåstemplede en dommer dem i en egentlig retssag.

Til B.T. siger Hans Jørgen Bonnichsen, at han finder det ufatteligt, at dansk politi ikke for længst er begyndt at video- og lydoptage alle afhøringer i alvorlige sager. Det gør politiet i både Norge, Sverige og England rutinemæssigt, mens det i Danmark næsten udelukkende sker i voldtægtssager.

»Jeg har selv som efterforsker været meget tæt på at begå et justitsmord i en drabssag. En mand tilstod meget overbevisende et makabert drab over for mig, og jeg er 100 procent sikker på, at han ville være blevet dømt, hvis sagen var kommet for retten.«

»Heldigvis tvivlede anklagemyndigheden på tilståelsen, og flere år efter tilstod en tysk serial killer også det drab. I sådan en situation ville det have været uhyre lærerigt for både mig, politiet i øvrigt og anklagemyndigheden at kunne studere afhøringerne for at tage ved lære,« siger den rutinerede drabsefterforsker.

Pyromanen og morderen Erik Solbakke Hansen (th.) på vej til afhøring.
Pyromanen og morderen Erik Solbakke Hansen (th.) på vej til afhøring. Foto: Gert Jensen
Vis mere

»Der vil være kæmpe fordele ved at gøre det obligatorisk af optage afhøringerne i alvorlige sager, men foreløbig er det vel især strandet på indædt modstand og mistillid i dansk politi. Man føler sig i forvejen overvåget, selv om 99,9 procent af afhøringerne foregår eksemplarisk fint og flot,« siger Bonnichsen.

Den nu afdøde Erik Solbakke Hansen tilstod i 1989, at han havde antændt dødsbranden på Hotel Hafnia i København i 1973, hvor 35 mennesker omkom, og at han havde dræbt en 15-årig pige på Fanø i 1980.

Han blev efterfølgende dømt til anbringelse. På ubestemt tid.

I tv-dokumentaren udtrykker blandt andre den norske afhøringsekspert Asbjørn Rachlew dyb skepsis i forhold til Erik Solbakke Hansens tilståelser.

»De danske myndigheder må så hurtigt som muligt nedsætte en uafhængig kommission, som gennemgår hele sagen igen, fordi her kan vi meget vel stå over for den største retsskandale, som Danmark har haft i moderne tid. Så bekymret er jeg,« siger han i udsendelsen.

ARKIVFOTO fra branden på Hotel Hafnia i København i 1973.
ARKIVFOTO fra branden på Hotel Hafnia i København i 1973. Foto: Mini Wolf
Vis mere

For en måned siden udkom journalisten Peer Kaae med bogen 'Den dømte mand', der også stiller spørgsmålstegn ved hans skyld.

»Jeg kan bare konstatere, at Erik Solbakke Hansen fik lov til at tilstå både hotelbranden og Fanø-mordet, uden at et eneste vidne havde set ham på gerningsstederne, og uden at et eneste teknisk bevis pegede på ham.«

» Tværtimod havde hans forklaringer undervejs skiftet fra øst til vest,« fortalte Peer Kaae i den forbindelse til B.T.