Kan man hade sin egen bror?
For nogen vil svaret være ja, og formentlig vil deres had bygge på familiekonflikter, arvestridigheder eller et andet svigt.
Men for Hanne Møller er der en helt fjerde grund til, at hun får det fysisk dårligt af at snakke om sin bror – Peter Møller Just:
Hun er rædselsslagen for, at han slår hende ihjel.
Frygten for at blive dræbt af sin bror blev solidt plantet i Hanne Møllers sind tidligt om morgenen den 27. marts 2021.
Her var hun sammen med en otte venner og familiemedlemmer taget op til sin brors hus for at ordne en bodeling.
Den vender vi tilbage til.
Et par måneder forinden var 62-årige Elin Frank Just efter et langt tilløb gået fra sin mand gennem 40 år, Peter Møller Just.

Han blev så vred over bruddet, at han chikanerede og truede både Elins og sin egen familie.
Hanne husker særligt ét besøg hos sin bror i den periode.
»Jeg var hjemme hos ham en måned før drabet, og han var simpelthen så anderledes. Jeg kendte til hans temperament og vrede i den periode, så jeg var decideret ræd.«
»På et tidspunkt græd han og gik ind på sit værelse og var væk et par minutter – der frygtede jeg, at han ville komme tilbage med et våben,« siger søsteren, der har indvilget i at fortælle sin historie i forbindelse med B.T.s dækning af kvindedrab.
Heldigvis havde broren 'bare' et selvmordsbrev i hænderne. Tidligere havde han også over for sin søster udtrykt, at han »ville tage Elin med sig«.
Med en puls over det sædvanlige forlod Hanne kort efter huset, og to dage senere ringede hun til politiet.
Hun fortalte dem om selvmordsbrevet og oplyste, at hendes bror havde et våben i forbindelse med et jagttegn. Kort efter rykkede politiet ud og konfiskerede geværet.
Men så blev han vred. Meget vred.

»Han ringede til mig og mit arbejde for at få fat i mig. Han var rasende og skrev, at jeg havde ødelagt hans liv. Herefter talte jeg ikke mere med ham før den dag,« siger Hanne Møller.
Den dag var altså den 27. marts 2021.
Her havde Elin været på flugt i måneder – blandt andet gemt hjemme hos Hanne og på krisecenter – og nu var Peter Møller Just endelig gået med til en bodeling.
Elin, hendes to sønner, Hanne og flere venner og familie mødte denne morgen klokken 8.00 op foran ægteparrets hus i Horsens.
»Jeg græd, før jeg ankom. Jeg var så nervøs og bange for, hvad der ville ske. Havde så ondt i maven,« siger Hanne.
Da de alle var på plads foran huset, bankede de på, men Peter ville ikke lukke dem alle ind – kun Elin og sønnerne var velkomne.
»Ej Peter, hold nu op. Nu skal vi have det overstået,« sagde Hanne til sin bror.
»Hvad fanden blander du dig for? Kæft, du er grim,« lød svaret tilbage, før han gik ind i sit hus.
Resten er desværre tragisk historie.

Han kom ud med et jagtgevær, truede sine sønner og placerede herefter ét drabeligt skud i ryggen på Elin.
»Jeg løb med det samme, men heldigvis fik Christian (Peters søn, red.) overmandet ham. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at han ville have skudt både mig og sine sønner, hvis ikke han var blevet stoppet. Du skulle have set hans blik – han grinede bare af os,« siger hun.
Peter Møller Just fik en fængselsstraf på 14 år. Man plejer dog at sige, at man afsoner en tredjedel af straffen.
Og søsteren er hunderæd for den dag, hvor han kommer ud igen.
»Han har ødelagt mit liv, for jeg er sikker på, at han gerne vil dræbe mig og hans sønner, når han kommer ud. Han har gjort, at jeg ikke kan se ud i fremtiden uden at tænke på det. Jeg kan slet ikke glæde mig. Så den dag må jeg vel nok flytte til udlandet eller flygte,« siger hun.
Det er måske et voldsomt spørgsmål, men ville du faktisk helst have haft, at han havde peget jagtgeværet mod sig selv og trykket?
»Ja. Jeg håber hver dag, at der kommer en opringning fra fængslet om, at han har taget sit liv. Det er vildt at sige, men han har ødelagt så meget. Vores familie er blevet så meget mere harmonisk, efter han røg i fængsel. Han var en tyran og et ubehageligt menneske – også før drabet,« siger hun og fortsætter:
»Jeg har været så ødelagt og så flov. Jeg har betalt for at få lavet en gastric bypass-operation, så jeg kunne tabe mig og ikke ligne ham. Jeg kunne se ham i spejlet.«
Indtil broderen kommer ud forsøger Hanne Møller at få sat fokus på kvindedrab og alle de ting, der leder op til det.
»Vi var jo meget i kontakt med politiet og spurgte både om tilhold og overfaldsalarm, men det blev ikke til noget. Og i løbet af de måneder var der ingen, der tog os virkeligt seriøst. Heller ikke da vi ti minutter før drabet ringede og sagde, at vi følte os utrygge,« siger Hanne Møller og fortsætter:
»Så jeg synes, at man fremover skal være bedre til at se de her ting i opløbet.«
Sydøstjyllands Politi oplyser til B.T., at man sendte en patrulje ud, da familien ringede og var utrygge, men at den ikke nåede frem, inden Elin Frank Just blev dræbt.
Politikredsen oplyser desuden også, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke fandt grund til at gå ind i sagen.
Af hensyn til tavshedspligt kan Sydøstjyllands Politi ikke gå nærmere ind i detaljerne omkring kommunikationen med familien op til drabet, oplyser man i et skriftligt svar.