Der var to afro-amerikanere til stede, da en tragisk hændelse fandt sted og antændte protester over hele USA og mange steder i verden.

Den ene afro-amerikaner var 46-årige George Floyd. Han mistede livet, mens en hvid betjent pressede sit knæ mod hans hals.

Den anden afroamerikaner var 25-årige Alex Kueng, en nyuddannet politibetjent, der så passivt til, mens George Floyd kæmpede for sine sidste indåndinger.

George Floyd er blevet et ikon på hvide betjentes overgreb mod den sorte befolkning. Hans ansigt og sidste ord - 'I can't breathe' - er blevet et symbol for bevægelsen 'Black Lives Matter'.

Tidligere betjent i Minnesota Police J. Alexander Kueng.
Tidligere betjent i Minnesota Police J. Alexander Kueng. Foto: HCSO
Vis mere

Alex Kueng er sigtet for medvirken til drabet på George Floyd. Han blev først fyret, dernæst anholdt og er siden blevet løsladt mod kaution.

Ifølge New York Times valgte Alex Kueng at blive betjent, fordi han ville gøre en forskel i Minneapolis Police, der i forvejen var berygtet for racisme og en hård fremfærd mod den afroamerikanske befolkning.

Han havde set en af sine søskende blev arresteret og behandlet dårligt af politiet, men han troede ikke på, at protester i gaderne ville ændre ved noget.

»Han sagde: Tror du ikke, det skal gøres indefra,« husker hans mor, Joni Kueng, at hendes søn sagde, da de for et år siden så demonstranter blokere en vej.

George Floyds død har ført til protester i store dele af USA og resten af verden.
George Floyds død har ført til protester i store dele af USA og resten af verden. Foto: NEIL HALL
Vis mere

Alex Kueng kommer fra en stor familie med fire søskende. Hans far kommer fra det afrikanske land Nigeria. Hans mor Joni Kueng er hvid amerikaner og har som enlig mor sørget for de fem børn gennem deres opvækst.

Alex Kueng nåede kun at have tre vagter som færdiguddannet politibetjent. På sin tredje vagt blev han sammen med sin partner kaldt ud til en sag om en sort mand, der angiveligt havde betalt med en falsk dollarseddel.

Da George Floyd skulle arresteres, gjorde han modstand, og anholdelsen endte med at den hvide betjent Derek Chauvin placerede sit knæ på George Floyds hals. Da han fjernede det igen, var George Floyd død.

Derek Chauvin er sigtet for såkaldt 'murder of second degree', mens Alex Kueng og to andre betjente - her i blandt en asiat - er sigtet for medvirken. De er alle blevet afskediget fra politiet.

De fire sigtede i sagen om George Floyds død: Derek Chauvin, Tou Thao, Thomas Lane og J. Alexander Kueng.
De fire sigtede i sagen om George Floyds død: Derek Chauvin, Tou Thao, Thomas Lane og J. Alexander Kueng. Foto: HCSO
Vis mere

George Floyds død har revet Alex Kuengs familie midt over. Alex Kuengs to søskende, Taylor og Radiance, der begge er afro-amerikanere, er gået med i demonstrationerne og har krævet at alle fire betjent - inklusiv deres bror - blev anholdt.

Hans søster Radiance har i et interview fortalt, at hun planlægger at ændre sit navn, fordi hun ikke vil associeres med sin brors handlinger.

Hun har sagt, at som en sort mand, burde hendes bror have grebet ind, da George Floyd lå på jorden og kæmpede for sit liv.

»Jeg er ligeglad med, om det var hans tredje dag på jobbet eller ej. Han kender forskel på rigtigt og forkert.«