'Jeg var den sidste, der holdt dig i armene, da du tog dit sidste åndedrag'.
Sådan lyder teksten blandt andet i et brev, der hænger på togstationen i Greena, som TV 2 Østjylland først bragte.
Søndag mistede en 15-årig dreng på tragisk vis sit liv.
Der udbrød angiveligt et skænderi på stationen. En kniv blev trukket, og sekunder efter tog den 15-årige sit sidste åndedrag.
De efterfølgende dage har en lang række unge med relation til den 15-årige derfor været forbi stationen for at tænde lys og lægge blomster.
Og det har hans bedste ven også. Han var tilstede på togstationen, da offeret mistede sit liv.
'Du vil altid være savnet, og elsker dig virkelig meget!'
Sådan står der skrevet i det brev, der er blevet hængt op på drabsstedet i et glasskur på stationen blandt lys og blomster.

Han fortsætter:
'Jeg er frygteligt ked af, at lyset slukkede for dig. Til ære for min bedste ven.'
På glasruden er der også skrevet flere beskeder med de simple ord: 'Hvil i fred.'
Den sigtede gerningsmand er jævnaldrende med offeret. Han blev fremstillet i grundlovsforhør mandag og senere samme dag varetægtsfængslet i surrogat på en ungdomsinstitution, da han er under 18 år gammel.
Udover sigtelsen for drab er han sigtet for forsøg på grov vold, da han ifølge anklageren har stukket ud med sin kniv mod en anden person, der ifølge politiet er ven til den afdøde.
Derudover er han sigtet for brud på knivloven.
Efter retsmødet kaldte anklageren sagen for »sindssyg tragisk.«
»En ung mand er i en sindssyg tragisk sag fængslet for grov vold med døden til følge. Det viser igen, hvor farligt det er at gå med kniv,« lød det fra anklager Jesper Rubow.
B.T. har fået tilladelse af vennens familie til at bringe brevet.
Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du lytter til dine podcast.