- Jeg sidder bare på mit værelse og kigger og laver intet, siger den 21-årige psykisk syge og kriminelle Klaus Dimke Rasmussen om sin dyre behandling.

De fylder mig med piller og følger mig, selv når jeg går på toilettet. Jeg holder det ikke ud længere. Jeg kan mærke, jeg får det dårligere og dårligere, og en dag ender det helt galt.

Klaus Dimke Rasmussen fra Aalborg har været efterlyst af politiet adskillige gange i det forgangne år.

Igen og igen er den psykisk syge kriminelle, der ikke er egnet til fængselsstraf, stukket af fra et projekt, han er blevet dømt til anbringelse i, efter at han i forbindelse med et røveri i september 2008 fik en behandlingsdom.

I såvel aviser som på tv har ordensmagten understreget, at den psykisk syge kriminelle er 'yderst farlig', og at ingen må forsøge at pågribe ham selv.

Alt sammen advarsler bygget på Klaus Dimke Rasmussens fortid, hvor han er dømt for vold, røveriske overfald, trusler og tyverier. Og bygget på den kendsgerning, at han lider af ADHD og Tourettes Syndrom. To lidelser der gør, at han ikke kan se, når han forvolder andre fare.

- Men de sidste tre gange, jeg har været på flugt, har jeg ikke lavet noget kriminelt. Det skal være slut nu. Jeg ønsker mig bare et stille og roligt liv med nogle mennesker, der forstår mig, siger Klaus Dimke Rasmussen, da B.T. møder ham på en McDonald's Restaurant lidt uden for Odense. På et tidspunkt, hvor han igen er på flugt.

- Når jeg har snakket med jer, stopper flugten. Så skal jeg tilbage til mit projekt igen. Men inden de henter mig, vil jeg fortælle, hvorfor jeg er på flugt. Hvorfor man så tit kan læse og høre om mig, siger manden, der med rette kan betegnes som Danmarks dyreste kriminelle.

Således kan B.T. i dag afsløre, at den psykisk syge 21-årige i 2009 har kostet skatteyderne tæt på en mio. kr. om måneden. Når han ikke er på flugt, bor han på Strandet Hovedgård, der er en del af det sociale bosted, Blåkærgård tæt på Viborg.

Her er den 195 cm. høje og 140 kg. tunge nordjyde anbragt til en pris af omkring 700.000 kr. om måneden.

- Jeg er lukket inde på den gård, hvor jeg fra morgen til aften bliver fyldt med medicin. Jeg sidder bare på mit værelse og kigger og laver intet. Hvis du ikke er skør i forvejen, så bliver du det, siger Klaus Dimke Rasmussen.

- Det er jo helt forrykt, at skatteyderne skal betale så meget for mig. Til et projekt som gør, at jeg får det dårligere og dårligere. Jeg har tidligere været i et andet projekt sammen med to andre socialpædagoger, og der havde jeg det godt. De gav mig et liv, hvor jeg havde noget at stå op til. Jeg arbejdede med knallerter og cykler og var i gang med noget fysisk hele dagen, siger den 21-årige, der har bestilt en stor McFeast-menu med cola.

- Når man sidder det meste af dagen ved en computer, som jeg gør nu, så rådner man op. Og det er det, jeg er ved at gøre. Lad mig dog komme tilbage til de to. Jeg forstår ikke, hvad systemet har at tabe. Og så koster de kun under halvdelen de 700.000 kr., siger Klaus Dimke Rasmussen.

Han ved, at flugten han er på nu, ikke bliver den sidste.

- Efter en periode med computerspil, store doser af medicin og total mandsopdækning, må jeg væk. Ud at møde andre mennesker og venner og tænke på andet. Det er derfor, jeg flygter, siger den 21-årige, der dog også frygter, at hans liv skal ende under en flugt.

- Jeg ved jo godt, at jeg har et hidsigt temperament og ikke får så megen snor, hvis politiet vil anholde mig.

Da jeg læste den sidste artikel om den psykiatriske patient fra Aalborg, der blev skudt af politiet, tænkte jeg: 'Bare det ikke bliver mig'.

- Når man er kendt som 'yderst farlig', skal der vel ikke så meget til, før de trækker pistolerne, funderer Klaus Dimke Rasmussen, mens han afslutter sin menu.

På parkeringspladsen foran McDonald's holder et folkevognsrugbrød, der minutter senere kører væk med den 21-årige.  Efter B.T. interviewede Klaus Dimke Rasmussen, har han endnu en gang været på flugt fra sit opholdssted. Han vendte dog selv tilbage efter kort tid. Lige nu sidder den 21-årige varetægtsfængslet i Horsens for at have truet personalet på Blåkærgård.