Noget var galt ved muren ved børnehaven Stjerne i Aalborg onsdag morgen.

Flere figurer på facaden var blevet halshugget.

Og det var ikke tilfældigt, hvilke figurer, som blev ramt.

Alle børnefigurerne med en mørkere hud havde nemlig fået skåret hovedet af. 

Det vækker enorm harme. Ikke mindst politisk, skriver TV2 Nord.

'Det ligner umiskendeligt racistisk motiveret hærværk. Det er dybt forkasteligt og hører ingen steder hjemme.'

Sådan skriver byrådsmedlem i Aalborg Kommune Victor Alsen Holmfort (E) i en pressemeddelelse.

Han vil nu tage sagen op politisk og kræver en redegørelse for, hvordan kommunen vil støtte de berørte børn og familier.

'Uanset hvilke motiver der måtte lægge bag gerningspersonens handlinger, så er konklusionen den samme, der er intet der kan retfærdiggøre sådan en handling,' understreger han.

Samtidig ønsker han, at sagen bliver behandlet i Børne- og Undervisningsudvalget.

Også den tidligere basketballspiller og influencer Christian Benzon er rasende over hærværket:

»Vi skal sige fra meget klart. Især når det handler om vores børn. Vi bliver nødt til at stå sammen, så denne adfærd ikke breder sig,« skriver han blandt andet i et instagram post, hvor han også deler billeder af de halshuggede figurer.

Efter episoden har børnehaven fjernet alle figurer fra muren.

Børnehaven har ikke ønsket at udtale sig til TV 2 Nord om sagen.