Fem bilister kørte galt i en haglbyge i Midtjylland og otte biler kørte sammen, da bilist tabte cykel.

Holstebro. En lokal haglbyge mellem Herning og Silkeborg førte fredag aften til fem færdselsuheld på midtjyske motorveje.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Tre af uheldene skete på Midtjyske Motorvej - to af dem nord for Arnborg og et nord for afkørsel 12. De to sidste skete på Silkeborgmotorvejen ved Bording.

- Bilisterne skred ud og kørte ind i autoværnet på midten af vejen eller ud i nødsporet og i grøften, fortæller vagtchef Allan Riis.

Ingen er kommet noget til ved uheldene, men to personer blev kørt til Herning Sygehus for at blive tjekket.

- Vi har fået flere meldinger om, at der bliver kørt meget stærkt på motorvejene, selv om der er hagl på vejbanen, siger vagtchefen, der tilføjer, at der nu bliver saltet i området.

Først på aftenen måtte politi og redningsmandskab rykke ud til et større uheld på Herningmotorvejen.

- En bilist taber en cykel, og det betyder, at otte andre biler kører sammen i et harmonikasammenstød, fortæller Allan Riis.

Heller ikke ved dette uheld kom nogen alvorligt til skade.

/ritzau/