Tilbage i maj fandt politiet to skarpladte pistoler i et kolonihavehus på Amager.

Nu er en mand, der er i slutningen af 30erne, blevet varetægtsfængslet i 28 dage for at have haft rådighed over de to håndvåben.

Ifølge BTs oplysninger er han fuldgyldigt medlem af rockerklubben Hells Angels.

Rockeren blev fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret tirsdag og nægtede sig skyldig.

Her lykkedes det anklageren at få lukket dørene til retsmødet.

Men det kom frem, at der er tale om to pistoler af mærket Walther Creed.

Ifølge sigtelsen skulle HA'eren have anskaffet sig pistolerne 14. december 2020 på en adresse i Kastrup.

I alt skulle han have haft dem i sin besiddelse i perioden fra 14. december 2020 og frem til 10. maj i 2022, hvor politiet fandt de to pistoler i kolonihavehuset.

Politiet mener, at han har haft en medgerningsmand, der ligeledes har haft rådighed over håndvåbene.

Både den nu sigtede rocker og medgerningsmanden er beskyttet af et navneforbud.

Københavns Politi ransagede kolonihavehuset på Amager 10. maj i år, hvor de fandt de to pistoler, der hver havde deres magasiner fyldt med 15 patroner. I huset fandt ordensmagten yderligere 19 patroner.

Rockeren skal sidde varetægtsfængslet frem til 17. januar.