Lyt til artiklen

En professionel russisk hackergruppe står bag et alvorligt cyberangreb mod Danmark.

Angrebet lammede en dansk virksomhed og lagde det danske boligregister ned, så danskere i en uge ikke kunne flytte adresse via systemet på Borger.dk.

Det oplyser virksomheden Lifa, som blev ramt af angrebet forrige weekend. Virksomheden leverer blandt andet it-værktøjer til det system, der bruges til at registrere adresseflytning.

»Vi har været udsat for et hackerangreb fra den russiske hackergruppe Conti. Store dele af vores virksomhed har været lukket ned, og derfor har boligregistret været sat ud af funktion,« siger Thomas Boding, administrerende direktør i Lifa.

Lifa oplyser, at boligregistret siden tirsdag har været oppe at køre igen, og at danskerne derfor nu kan registrere flytning på borger.dk.

Ifølge Lifa har den russiske hackergruppe ikke fået adgang til danskeres adresser fra boligregistret, men it-eksperter er fortsat ved at undersøge angrebet, og om oplysninger i forbindelse med virksomhedens andre aktiviteter er blevet stjålet eller på anden vis kompromitteret.

Den russiske hackergruppe Conti betegnes som en af verdens mest professionelle, som har mange ressourcer og er specialiserede.

Gruppen er kendt for at lave såkaldte ransomware-angreb, hvor de hacker sig ind, låse alle systemer og kræver en løsesum. I nogle tilfælde stjæler de også data og information for at presse ofrene.

Conti har under Ruslands invasion af Ukraine udråbt sin støtte til Rusland og varslet cyberangreb mod de lande, der retter cyberangreb mod Rusland.

Krigen i Ukraine vil ifølge eksperter få konsekvenser for Danmark, som kan forvente flere russiske cyberangreb, blandt andet fordi Danmark aktivt støtter Ukraine.

Dansk Erhverv oplyser, at danske virksomheder allerede op til invasionen oplevede øget aktivitet fra hackere.

»De kan se, at der er flere, der forsøger at trænge ind gennem deres forsvarsværker. De er gået i højeste alarmberedskab,« siger Christian von Stamm Jonasson, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Cybertruslen mod Danmark er alvorlig, lyder det fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Danmark er udsat for en meget alvorlig cybertrussel. Der er kontinuerligt angrebsforsøg fra kriminelle, men også fra statslige aktører, der forsøger at komme ind for at udøve cyberspionage,« siger Mark Fiedel, fungerende chef for Center for Cybersikkerhed.

Danske virksomheder og myndigheder, som er til stede i Ukraine, kan være i øget risiko for at blive ramt af en spill over-effekt fra destruktive cyberangreb, men generelt er trusselsniveauet ikke hævet efter Ruslands invasion, vurderer Center for Cybersikkerhed.

»Vi fastholder vores vurderinger. Men vi følger situationen i Ukraine meget nøje. Tingene kan jo gå i negativ retning, hvor vores læsning og vurdering af truslen kan ændre sig, og det kan ske med meget korte aftræk,« siger Mark Fiedel.

Center for Cybersikkerhed har opfordret virksomheder og myndigheder til at øge deres cyberberedskab.

»De skal tage situationen meget alvorligt. Vi kan ikke se tegn på, at stormen er på vej i vores retning, men den kan potentielt ændre kurs mod os. Derfor er det alt for sent, hvis man først går i gang, når man mærker, at det blæser« siger Mark Fiedel.