En mand fra Holbæk blev tirsdag aften anholdt af politiet på grund af ord rettet mod en kandidat til folketingsvalget.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag.

Den 62-årige blev opsøgt af en politipatrulje og taget med til afhøring, oplyser politiet. Sigtelsen handler om trusler.

Politiet rykkede ud, fordi det cirka klokken 20.30 modtog en anmeldelse om ordvalget i den 62-åriges kommentar til et opslag på Facebook.

Efter afhøringen blev manden løsladt med en sigtelse om at have overtrådt straffeloven.

Hos politiet ønsker man ikke at oplyse politikerens identitet. Og på forespørgsel oplyser politiet desuden, at det ikke var politikeren selv, der kom med anmeldelsen.

Under afhøringen har manden ifølge politiet nægtet, at han ville true politikeren med sine ord på Facebook.

Når efterforskningen er færdig, skal anklagemyndigheden vurdere, om den 62-årige skal stilles for retten med krav om straf.

/ritzau/