Justitsminister Søren Pind (V) vil skærpe kursen mod voldelige demonstranter efter hærværk på Nørrebro. Til efteråret fremlægger han en samlet »respektpakke«.

»Der er rigelig plads i fængslerne for tiden«.

Sådan lyder en kontante melding på Facebook fra den nye justitsminister, Søren Pind (V), til de demonstranter, som natten til søndag hærgede Nørrebro i forbindelse med en gadefest.

Justitsministeren uddyber overfor Berlingske, at han agter at forfølge den aktuelle sag og vil i den forbindelse sætte sig sammen med både politi og anklagemyndighed.

Læs også:

»Vi skal så vidt muligt have identificeret de mennesker, som smed med molotovcocktails, og de skal stilles til ansvar. Det samme skal de mennesker, der har kastet med brosten, lavet grafitti og begået hærværk,« siger han.

»Hvis politi og anklagemyndighed så siger til mig, at det er meget vanskeligt at forfølge sagen, så må vi finde ud af, hvorfor det er vanskeligt og så må vi løse de vanskeligheder ved lovgivning senere,« fastslår Søren Pind.

Senere på efteråret vil Søren Pind fremlægge en samlet »respektpakke«, som skal sættes ind over for borgere, der ikke respekterer hverken det offentlige rum eller embedsmænd i funktion.

»Min opgave som justitsminister er at opretholde lov og orden. Det var ikke tilfældet i går på Nørrebro, og jeg vil have sendt et klart signal om, at den form for adfærd er uacceptabelt og den medfører konsekvenser,« siger Søren Pind.

Se videoen: Demonstranter kastede molotovcocktails og brosten efter politiet

EL: »Vold og hærværk er idoti«

Også Enhedslistens retsordfører er forarget over optøjerne på Nørrebro.

»Det er jo fuldstændig utilstedeligt. Vold og hærværk kan aldrig nogensinde retfærdiggøres. Det er fuldstændig idioti. Skulle man have et eller andet budskab gemt under det her, så er man da hvert fald sikker på, at det ikke kommer nogle vegne, når man opfører sig på så åndssvag en måde, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (EL).

Hun erklærer sig ikke enig i, at der er brug for en hårdere kurs, mener understreger ligesom Søren Pind, at de skyldige skal stilles til ansvar.

»Det vigtigste er jo, at det nu er en politisag, og at de mennesker, som har begået noget kriminelt også bliver retsforfulgt for deres kriminelle handlinger og bliver stillet til ansvar,« siger Pernille Skipper.