Kammeradvokaten er ikke habil til at vurdere, hvorvidt der skal rejses tjenestemandssager, lyder kritik efter nyt kapitel i Kasi-sagen.

Kammeradvokatens troværdighed er skadet i sådan et omfang, at Skat må få et andet advokatfirma til at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at indlede tjenestemandssager mod seks ansatte i Skat.

Det mener advokat Torben Koch, der er udpeget af Dansk Told- og Skatteforbund til at repræsentere en af de to menige medarbejdere (CD), som Skat på anbefaling af Kammeradvokaten har rejst en tjenestemandssag imod for kritisabel sagsbehandling.

Kritikken kommer efter, at BT i dag afdækker, at Kammeradvokaten i august 2012 både skriftligt og på et møde blev fuldt ud informeret om, at navngivne ansatte i Skats afdeling for økonomisk kriminalitet havde opført sig yderst kritisabelt overfor Jesper ‘Kasi’ Nielsen.

Eksempelvis at Skat havde forsøgt at presse og true Kasi-familien til at indgå en ‘frivillig’ aftale med Skat om betaling af et beløb på mere end 50 mio. kr. - mod at Skat til gengæld ikke ville forfølge Jesper ‘Kasi’ Nielsen, hans søster og ældre mor personligt med skattekrav langt, langt højere og dertil indlede en straffesag mod dem.

Kammeradvokaten, advokat Boris Frederiksen og advokat Cathrine Zittan, fik denne viden, men undlod at reagere på den, fremgår det af dokumenter, BT har haft adgang til.

Siden har Jesper ’Kasi’ Nielsens sag været i medierne, og sagen skinnede tydeligt igennem en rapport fra Skats borger- og retssikkerhedschef i juni, der kritiserede Skat for at have store problemer med retssikkerheden. Og for to uger siden anbefalede netop Kammeradvokaten efter en bestilt undersøgelse, at Skat skulle rejse tjenestemandssager mod fire chefer og to medarbejdere.

Torben Koch der repræsenterer CD, som var sagsbehandler i Jesper Kasi-Nielsens skattesag og en af de to medarbejdere, der er rejst tjenestemandssager mod, mener, at Kammeradvokatens dobbeltrolle bør få konsekvenser. 

- Kammeradvokaten burde selvfølgelig aldrig have påtaget sig at undersøge og vurdere, hvorvidt de ansatte havde handlet kritisabelt – Kammeradvokaten skulle være løbet skrigende væk fra den opgave. Jeg fatter ikke, at Kammeradvokaten drager sin egen habilitet og troværdighed i tvivl på den måde.

Torben Koch mener, at der nu er så voldsom tvivl om Kammeradvokatens troværdighed og habilitet i denne sag, at det rigtige vil være, at Skat begynder forfra og anmoder et andet advokatfirma om at vurdere, hvorvidt der overhovedet er grundlag for at indlede tjenestemandssager mod de seks ansatte.

- Jeg kan ikke se, hvordan Skat med nogen som helst rimelighed kan bruge Kammeradvokatens indstilling om at rejse diciplinærsager, når vi nu ved, at Kammeradvokaten har været involveret i sagsbehandlingen og kendt til den kritisable sagsbehandling, uden at reagere på det. Og hvis Skat ikke vil bede et andet advokatfirma om at vurdere sagerne forfra, må Skat i det mindste sikre, at det er et andet advokatfirma, der nu overtager og fører selve tjenestemandssagerne, siger han.

Kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen afviser kritikken.

- Der er nedsat en dommer som forhørsleder, og der er mulighed for de ansatte for at få bisiddere og indkalde vidner, så retssikkerhedsmæssigt mener jeg, at de ansatte er godt stillet, siger han.