Ifølge formanden for samarbejdsrådet i Vollsmose går somaliske og palæstinensiske unge direkte efter danskere.

Under de mange problemer i Odense-bydelen Vollsmose ligger også en etnisk konflikt, hvor danskere er ofre for overfald og bilafbrændinger begået af bander med især palæstinensisk og somalisk baggrund. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ra Ranunkel, der er formand for samarbejdsrådet i Vollsmose, slår alarm og advarer om etnisk konflikt i den kriminalitetsplagede bydel. Især den seneste måned er problemerne ifølge ham eskaleret.

- Jeg har altid sagt, at jeg er stolt af at bo i Vollsmose. Jeg begynder at blive træt nu. Flere og flere af mine naboer kommer og fortæller, at de er blevet overfaldet og er blevet frarøvet deres penge. Eller at deres bil er blevet brændt af, fortæller Ra Ranunkel.

Ifølge ham er det en hård bande af somaliere, der begår overfald på stisystemerne bevidst rettet mod danskere.

Og det er primært palæstinensere, der brænder danskeres biler af og styrer området Bøgetorvet i Vollsmose, lyder det.

Fredag har Odenses borgmester, Anker Boye (S), inviteret til stormøde om problemerne i Vollsmose, der de seneste uger har eskaleret med sammenstød mellem blandt andre politiet og vrede unge.

/ritzau/