Lyt til artiklen

En 60-årig mand fra Esbjerg er tirsdag død i en arbejdsulykke i den grønlandske hovedstad, Nuuk.

Ifølge JydskeVestkysten var manden uddannet tømrer og var på arbejde for entreprenøren MT Højgaard, da han faldt ned fra et stillads. Det vides endnu ikke, hvad der har været skyld i mandens fald, men ifølge avisen døde manden, da han ankom til skadestuen.

Flere grønlandske medier heriblandt KNR og Sermitsiaq. AG. har været i kontakt med vagtchef ved Grønlands Politi Bent Johnsen, som ikke kan gå i dybden med sagen endnu.

»Grønlands Politi fik en melding om et dødsfald tirsdag morgen klokken 10.10. Vi kan ikke oplyse om, hvilket firma medarbejderens arbejdsplads er, men vi skal holde et møde med Arbejdstilsynet i forbindelse med efterforskningen,« oplyser Bent Johnsen til Sermitsiaq. AG.

»Vi opfatter sagen som et mistænkeligt dødsfald, men nu må vi se, hvad efterforskningen viser,« siger han til KNR.

Ifølge KNR er der på nuværende tidspunkt ingen mistænkte eller anholdte personer i sagen.

Det er blot få måneder siden, at en anden mand omkom i en arbejdsulykke 23. april, efter han ifølge Arbejdstilsynet faldt ned fra et stillads.

Her efterforskede politiet og Arbejdstilsynet også omstændighederne omkring faldet.