Flere parkerede biler fik knust ruder og punkteret dækkene efter en sprængning i nat på en p-plads i boligområdet Gersagerparken i Greve.

Det oplyser Midt- og Vestjællands Politi i en pressemeddelelse, hvori de tilføjer, at de modtog en anmeldelse klokken 04.19 fredag morgen.

Anmeldelsen gik på, at nogle biler havde fået ødelagt ruderne og punkteret dækkene.

'Politiet undersøgte i nat området for spor og foretog i formiddags fornyet undersøgelse i området.'

'Det viste sig, at op imod seks biler havde fået ødelagt ruder og bildæk som følge af en sprængning, der efter oplysninger fra omkringboende formentlig var sket omkring kl. ca. 02.00, hvor et højt brag havde lydt,' lyder det i pressemeddelelsen.

Midt- og Vestsjællands Politi fik fredag assistance fra Rigspolitiets kriminalteknikere, forsvarets ammunitionsrydningstjeneste og sprængstofhunde.

Resultaterne af de foreløbige undersøgelser peger på, at der var tale om en håndgranat.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med sprængningen.

'Det er Midt- og Vestsjællands Politis umiddelbare opfattelse, at der er tale om et internt opgør mellem personer i det kriminelle miljø,' lyder det afslutningsvis i pressemeddelsen.

Pressekonsulent hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, fortæller til B.T., at målet for eksplosionen formentlig har været en specifik bil og afviser samtidig, at eksplosionen skulle have nogen relation til den demonstration, som Rasmus Paludan afholder i Greve i dag.

»Vi ønsker at berolige eventuelle deltagere i den demonstration, så det er netop derfor, at vi skriver det,« siger han til B.T.

»Den har overhovedet ikke noget med det at gøre.«

Opdateres....