Lyt til artiklen

Igennem to år udnyttede en håndboldtræner sin stilling til at misbruge en ung pige seksuelt.

Det er i hvert fald, hvad Retten i Glostrup har slået fast i sagen, hvori man har valgt at idømme en 57-årig mand et år og tre måneders fængsel.

Selv er han uenig i den afgørelse og har derfor anket dommen.

Retten fandt det bevist, at manden mellem 2011 og 2013 misbrugte pigen, som han var træner for.

Dermed gjorde han sig skyldig i groft misbrug af en person, der var betroet ham til undervisning – ligesom han misbrugte sin alder og erfaring, lyder dommen.

»Uagtet misbruget ligger tilbage i tiden, har retten sendt et markant signal med en længere ubetinget fængselsstraf her,« siger senioranklager Peter Rask, der har ført sagen for Københavns Vestegns Politi.

Foruden fængselsstraffen er håndboldtræneren blevet frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge.

Ligeledes er han blevet dømt til at betale pigen erstatning.