Den 48-årige gymnasielærer Peter Naamansen, som den 23. juni 2015 på bestialsk vis knivdræbte den 24-årige farmaceutstuderende Mette Marie Tang, er i en domsmandsret ved Retten i Odense netop blevet dømt til tidsubestemt anbringelse på et særligt sikret psykiatrisk hospital.

Drabet begik den dybt psykotiske og paranoide Peter Naamansen, da han sidst på formiddagen den skæbnesvangre dag tilfældigt kiggede ud af vinduet fra sin 2. sals lejlighed på Klostervej i det centrale Odense og nede i gården fik øje på Mette Marie Tang, som ulykkeligvis befandt sig der - det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Peter Naamansen har forklaret, at han følte sig chikaneret af den unge kvinde, selv om han aldrig før havde mødt hende eller talt med hende. Og at han forbandt hende med sin chef, fordi han følte at de to - har han forklaret - var i ledtog med hinanden mod ham.

Peter Naamansen har erkendt drabet og modtager dommen, som betyder, at han ikke kan komme ud af det særligt sikrede psykiatriske hospital - formentlig retspsykiatrisk afdeling i Middelfart - som han nu anbringes på, før retten har truffet ny afgørelse om det.

En anbringelsesdom uden tidsbestemmelse kan i princippet vare hele livet.

Inden domsmandsretten trak sig tilbage for at votere dom og strafudmåling, fik Peter Naamansen ordet. Det benyttede han til at angre sin helt uforståelige handling:

»Jeg vil godt undskylde og beklage den sorg, det har forvoldt de efterladte,« sagde han.

Hvorefter der blot gik ti minutter, før han blev dømt til tidsubestemt anbringelse.

Der blev i retten fra Mette Marie Tangs efterladte fremsat krav om erstatning på samlet cirka 1,8 millioner kroner. Den del - udover 85.000 kroner for begravelsesudgifter - er sendt videre til et civilretligt søgsmål.