En elev på Fjerritslev Gymnasium i Nordjylland er blevet fundet død på sit kollegieværelse.

Eleven blev fundet død i sidste uge, og hos Nordjyllands Politi oplyses det, at det fortsat er en aktiv sag.

'Sagen er fortsat under efterforskning, og derfor har Nordjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer til sagen,' skriver pressevagt Christian Brinck.

Ved du noget om sagen? Tip B.T. på 1929@bt.dk

Kollegiet, hvor eleven blev fundet død, er tilknyttet selve gymnasiet. Her havde eleven boet et stykke tid.

Efter dødsfaldet har krisepsykologer mandag besøgt skolen for at tale med eleverne.

Dødsfaldet har blandt andet betydet, at skolen har valgt at aflyse en opførelse af gymnasiets årlige musical.

B.T har været i kontakt med skolens rektor, Anders Krogh, der ikke ønsker at kommentere sagen.

Gymnasiet og kollegiet ligger cirka 50 kilometer fra Aalborg.