»Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at en af vores elever på Himmelev Gymnasium er afgået ved døden efter en meget tragisk episode ved Folkeparken fredag.«

Sådan lyder de indledende ord i en pressemeddelelse, som Himmelev Gymnasium lørdag har sendt ud efter det knivstikkeri, der kostede en 16-årig dreng livet.

»Vores tanker går til den afdødes familie og venner. Vi er dybt berørte af situationen,« lyder det fra gymnasiet.

Politiet har anholdt og sigtet en 16-årig dreng. De understreger, at der er tale om en intern konflikt, og at det ikke har noget med et kriminelt miljø at gøre.

Himmelev Gymnasium skriver videre, at de lørdag tilbyder krisehjælp til skolens elever og ansatte. 

Der vil desuden være opfølgende psykologisk rådgivning i næste uge.

Fredag blev en 16-årig elev fra Himmelev Gymnasium i Roskilde stukket med en kniv nær et skolestartsarrangement i Folkeparken, hvor mange unge mennesker var samlet. Han afgik senere ved døden på Rigshospitalet.

Ud over gymnasiets ledelse vil politiet også være til stede på skolen lørdag.

Den 16-årige dreng, der er anholdt og sigtet, skal lørdag klokken 12 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Det skriver Anklagemyndigheden på Anklager Update

Anklageren vil begære lukkede døre til retsmødet.

Følg grundlovsforhøret i B.T.s liveblog HER.