Gammelt had ruster ikke, siger man, og det er belgiske Gunter Uwents et grusomt bevis på.

Den 37-årige mand er nemlig lige nu tiltalt i en særdeles bestialsk drabssag i Belgien.

Drabet fandt sted i november 2020, da den 59-årige skolelærer, Maria Verlinden, blev stukket 101 gange med en kniv og efterladt livløs i sit køkken.

Men selve motivet til drabet tager os tilbage til de spæde 1990'ere.

Her var Gunter Uwents nemlig en dreng, der havde sin daglige gang i en folkeskole i Antwerpen-området i Belgien.

Gunter Uwents var en stille og introvert dreng, der ikke gjorde meget væsen af sig, og det fik - ifølge ham selv - skolekammeraterne til at mobbe ham.

Dengang havde Gunter forsøgt at råbe sin lærer op, påstår han i dag, men hun havde »ignoreret ham«.

Og det var også den samme lærer, der aldrig lod Gunter svare på spørgsmålene, når han ellers rakte hånden op, påstår den nu 37-årige mand.

Maria Verlinden hed læreren.

Selvom det er tre årtier siden, har den belgiske mand altid følt sig forrådt af læreren fra den spæde skoletid, og det er på trods af, at Maria Verlindens familie aldrig har kendt til nogen form for kontrovers mellem de to.

»Vi er alle forvirrede. Jeg har kontaktet alle tidligere elever, som var i klasse med Gunter, og ingen kan huske en hændelse mellem de to,« siger Maria Verlindens søster, Lut Verlinden, til The Guardian.

Alligevel valgte Gunter i november 2020 at ringe på døren hjemme hos Maria Verlinden.

Gunter har fortalt, at han tog hen til sin tidligere lærer for at have 'en god samtale', men at hun angiveligt havde grint af ham og kaldt ham »en nørd«.

Hvad der herefter præcist er sket, ved kun Gunter, men han har i retten indrømmet at »have mistet kontrol«, hvilket altså resulterede i 101 knivstik i Maria Verlindens krop.

Alt sammen fordi den belgiske mand aldrig havde glemt den ydmygelse, han påstår at have følt fra sin skoletid.

Men faktisk kunne Gunter lige så godt have gået rundt som en fri mand lige nu.

Der gik nemlig 16 måneder, hvor drabet på Maria Verlinden var uopklaret.

Det belgiske politi kunne ikke finde en gerningsmand, men så valgte Gunter fortroligt at fortælle om drabet til sin ven.

Den bestialske information kunne vennen ikke sidde inde med, så han valgte at tippe politiet, og det gav dem altså anledning til at anholde den nu drabssigtede mand.