Politi sætter afbrændt Fiat Punto i forbindelse med røveri mod guldsmed.

To mænd begik i dag væbnet røveri mod en guldsmed i Borup på Sjælland. Røverne fik udleveret flere bakker med smykker, ringe og kæder i otte og 14 karat guld, oplyser Midt og Vestsjællands Politi.

Røveriet gik ud over Steens Guld & Sølv på Hovedgaden i Borup. Her truede to mænd ved 15.30-tiden med en pistol sig til udbyttet, hvorefter de stak af til fods.

Efterfølgende fandt politiet en brændende Fiat Punto i et skovområde mellem Ebbe Skovvej og Borupvej. Politiet har en stærk mistanke om, at der er forbindelse mellem røveriet og den afbrændte bil.

Røverne beskrives begge som ca. 170 cm høje og almindelige af bygning. Begge var iført sort elefanthue og blå bukser. Den ene bar en sort sweatshirt, mens den anden ifølge signalementet bar en sort trøje.

/ritzau/