En 11-årig dreng var offer for et ubehagelig overfald torsdag aften, da han kom kørende på sit løbehjul gennem en tunnel tæt på Ølbycenteret i Køge.

For her blev han stoppet af to ældre drenge, der forsøgte at vriste løbehjulet fra ham, og da det ikke lykkedes dem, tog de voldsommere metoder i brug.

Til Sjællandske Nyheder oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at den 11-årige dreng fik to slag i hovedet med knyttede næver, da de to to ældre drenge prøvede at stjæle hans løbehjul.

Derudover trak den ene af drengene op i trøjen for vise den kniv, som han havde siddende i bukselinningen.

Med disse grusomme metoder lykkedes det dem til sidst at få fat i drengens løbehjul, som de derefter stak af på.

På trods af den chokerende hændelse er den 11-årige dreng heldigvis okay:

»Han var efterfølgende på skadestuen for at få lavet en attest. Han har ikke nogen fysiske skader, men det er klart, at det stadigvæk var en grim oplevelse for ham,« siger Thomas Kristensen, kommunikationschef hos Midt- og Vestsjællands Politi til mediet.

Politiet har stadig ikke pågrebet de to gerningsmænd og søger derfor fortsat vidner i sagen.

De to drenge beskrives som værende i alderen 14-15 år, af anden etnisk herkomst end dansk og iklædt mørkt tøj.

Overfaldet skete torsdag aften omkring klokken 18.40 i en tunnel tæt på Ølbycenteret i Køge. Politiet kan kontaktes på 114.