To personer er sigtet i en sag om mishandling, grov vold, kidnapning og røveri.
De bliver lørdag fremstillet ved Retten i Viborg, skriver TV Midtvest.
Sagen drejer sig om tre gerningsmænd, der skal have tvunget en mand til at smide tøjet, bundet hans arme og ben med gaffatape, udsat ham for waterboarding og slået ham adskillige gange, skriver mediet.
Waterboarding er en torturmetode, hvor der hældes vand over en klud, som dækker et fastbundet offers ansigt.
Ifølge sigtelsen fandt episoden sted den 15. januar om aftenen på en adresse i Viborg.
De tre personer skulle også have truet offeret med en kniv.
To af de tre personer – en 44-årig kvinde og en 30-årig mand – blev anholdt natten til lørdag.
Den sidste gerningsmand er på fri fod, men hans identitet er kendt af Midt- og Vestjyllands Politi.
De to anholdte er sigtet for kvalificeret frihedsberøvelse, røveri af særlig grov beskaffenhed, grov vold, mishandling og vidnetrusler, lød det ifølge TV Midtvest i retten, før dørene til grundlovsforhøret blev lukket.
Gerningsmændene stak af fra episoden 15. januar med kontanter, et ur og en personbil.