Tre 25-årige personer, en kvinde og to mænd med rumænsk statsborgerskab, havde en travl sommer.

I en periode på ni dage begik de fem butikstyverier til en samlet værdi af cirka 50.000 kroner i henholdsvis Holmegaard, Rønnede og Allerød. 

Det fastslår Retten i Nykøbing Falster tirsdag ifølge en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

To af de dømte fik en straf på fire måneders fængsel, mens den tredje person er blevet idømt fem måneders fængsel, fordi han begik vold mod en betjent i forbindelse med grundlovsforhøret 7. juli.

Alle tre er desuden blevet udvist med indrejseforbud i seks år.

De har modtaget dommen og er fortsat varetægtsfængslet med henblik på udsendelse, lyder det.