Tre små børn i Aarhus fik en alt andet en nænsom behandling, når deres far skulle vaske dem.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi, der nu har tiltalt faderen for blandt andet at mishandle børnene ved at vaske dem med en skuresvamp eller en tilsvarende grov svamp med en hjemmelavet vaskeblanding bestående af blandt andet klorin, rodalon, universalrengøring og opvaskemiddel.

Det skete ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. er i besiddelse af, 'kontinuerligt og adskillige gange' gennem to et halvt år frem til november 2024.

Den hårdhændede behandling, som anklagemyndigheder kategoriserer som grov vold i form af mishandling, betød, at børnene fik svie, hævelser, eksem, rødmen og blå mærker, når faderen ved et hive i dem og tage hårdt fat vaskede deres ansigter, hoveder og kroppe.

Samtidig er faderen også tiltalt for incest og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje i forhold til et af børnene og blufærdighedskrænkelse mod to af børnene.

Endelig er han også tiltalt for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om psykisk vold i forhold til børnene og sin daværende samlever, som på forskellig vis i årevis blev udsat for en adfærd, som anklagemyndigheden i tiltalen beskriver som 'groft nedværdigende, forulempende og krænkende'.

Det er uvist, hvordan den tiltalte far vil stille sig til tiltalen, når sagen i næste uge bliver indledt i byretten i Aarhus. Men da straffesagen efter planen skal afvikles som en domsmandssag tyder det på, at han ikke umiddelbart kan erkende sig skyldig.