Gravid kvinde bestilte massage: Blev voldtaget af massøren
Kvinden søgte behandling for lændesmerter. I stedet blev hun masseret og slikket i skridtet.

Kvinden søgte behandling for lændesmerter. I stedet blev hun masseret og slikket i skridtet.

En såkaldt wellness-massage for en gravid kvinde i Aarhus udviklede sig til voldtægt og blufærdighedskrænkelse begået af massøren.
Det har byretten i Aarhus fredag middag takseret til en straf på seks måneders ubetinget fængsel til den 59-årige massør.
Kvinden mødte i juni sidste år op på massørens klinik i hans private lejlighed i en forstad til Aarhus.
Det skete ved middagstid, og aftalen var, at den gravide kvinde skulle have wellness-massage mod sine lændesmerter.
Men uden nogen som helst form for samtykke undervejs udviklede massagen sig i stedet til voldtægt ved anden kønslig omgang end samleje samt blufærdighedskrænkelse.
Kvinden forhold sig helt passiv, men alligevel stak massøren ifølge rettens afgørelse i hvert fald én finger op i hende, ligesom han to gange slikkede på hendes klitoris.
»Udover frihedsstraffen på de seks måneders ubetinget fængsel blev han også frakendt retten til erhvervsmæssigt at tage piger og kvinder i massagebehandling,« oplyser sagens anklager – Ermina Kovacevic fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Samtidig blev den 59-årige massør også dømt til at betale den forurettede kvinde en erstatning på 15.000 kroner.
Et spørgsmål om erstatning for kvindens udgifter til læge og psykolog i kølvandet på overgrebet blev udskudt til et civilt søgsmål.