Et stigende antal menneskesmuglere har i det første halvår af 2015 forsøgt at fragte udlændinge ind i Danmark.

Nye tal fra politiets udlændingekontrolafdeling (UKA) i Padborg viser, at der i år foreløbig er blevet anholdt 27 menneskesmuglere ved grænsen til Danmark. Det er otte flere end samme periode sidste år.

De anholdte kan se frem til en straf på mindst 30 dages ubetinget fængsel alt efter omstændighederne i den enkelte sag. Alle menneskesmuglerne vil blive udvist og få indrejseforbud i seks år.

Generelt har 2015 budt på flere illegale indrejsende til landet, primært fra Syrien, Marokko, Eritrea og Afghanistan.

256 voksne og 126 børn er indtil videre kommet ulovligt til Danmark i 2015. I 2014 var der ved årets slutning 348 voksne og 55 børn registeret som illegale indrejsende.

BNB