Der er stadig over en måned, til det bliver lovligt at skyde fyrværkeri af for at fejre årets udgang.

Alligevel er der allerede travlt hos Toldstyrelsen, der på bare en enkelt dag gjorde flere sprængfarlige fund i tolden.

I en pressemeddelelse skriver styrelsen således, at man på bare en enkelt dag stoppede 76 kilo ulovligt fyrværkeri.

Det drejede sig mere specifikt om et pakkecenter i Sydjylland og et andet i hovedstadsområdet, der på en enkelt dag stoppede sammenlagt syv pakker, som viste sig at indeholde de over 70 kilo ulovligt fyrværkeri.

»Det er ikke bare ulovligt at importere fyrværkeri, det er også meget farligt at håndtere. Når man køber fyrværkeri, der er ulovligt importeret, sætter man sit eget og ikke mindst andre menneskers helbred i fare,« siger Toldstyrelsens kontroldirektør, Jeppe Kjærgaard.

Derfor kommer direktøren også med en opfordring til danskerne:

»Fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til regler for produktsikkerhed, så vores opfordring er, at man venter med at købe fyrværkeri, indtil de godkendte salgssteder åbner,« siger han.

Det er ulovligt som forbruger at indføre fyrværkeri til Danmark.

Det gælder både at tage fyrværkeri med hjem til Danmark fra udlandet og at bestille fyrværkeri fra udenlandske eller ikkegodkendte hjemmesider.

De konkrete sager med de 76 kilo sprængfarlige ulovligheder er nu overdraget til Østjyllands-, Sydøstjyllands- og Københavns Vestegns Politi.