Godt nyt: Efterlyste Sofie fundet i god behold


Der er kommet godt nyt fra Aarhus natten til lørdag.
For den efterlyste Sofie er fundet i god behold. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
'Nattens gode nyheder! Den efterlyste Sofie er fundet i god behold! Hun har været savnet siden i onsdags. En god borger fandt hende og hun er nu sammen med sin familie igen. Familien er glade og beder om fred og ro!' skriver politiet.
»Hun blev fundet i Højbjerg af en borger, der cyklede forbi hende omkring klokken 01. Hun blev fundet i god behold, og hun er genforenet med familien. Det er vi rigtig glade for,« siger Morten Bang, der vagtchef ved Østjyllands Poli, til Ritzau.
Den unge kvinde skulle være mødt på arbejde onsdag, men hun dukkede aldrig op, efter hun gik fra sit hjem i Viby. Siden har familie, venner og mange frivillige ledt efter hende i Aarhus.
Der har derudover været store eftersøgninger med blandt andet hunde, helikoptere og dykkere. Politiet fortalte, at de ikke havde fået indikationer på, at hun var i vandet, men der blev 'ledt bredt'.
Fredag bad politiet også om, at borgere i Kongsvang i Viby eller Marselisborgkvarteret skulle tjekke deres videoovervågning.
Politiet har hele tiden sagt, at der ikke var noget, der indikerede, at den unge kvinde havde været udsat for en forbrydelse. Og den udmelding holder de fast i, efter hun er blevet fundet, skriver Ritzau.
'Vi takker for den store hjælp i forbindelse med eftersøgningen af Sofie. En borger fandt hende i god behold i Aarhus området. Hun er træt men har det godt og er genforenet med familien. De beder om fred og ro. Endnu engang tak for hjælpen! ikke yderligere kommentarer,' skriver politiet på Twitter.