Der er nu gået 26 dage uden livstegn fra Jane Møller fra Åbyhøj.

Den 57-årige kvinde har været forsvundet siden 4. februar om aftenen, hvor hun cyklede hjem fra sin kæreste. Siden har ingen set hende.

Østjyllands Politi har ledt intensivt efter kvinden, der beskrives som cirka 175 centimeter høj, slank og med langt, gråligt hår ned til skuldrene.

Her til formiddag ledte efterforskningen politiet til et område ved Aarhus Å. Her blev en flok dykkere sendt i vandet, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi.

Jane Møller er ikke set siden 4. februar om aftenen. Foto: Østjyllands Politi/Privatfoto
Jane Møller er ikke set siden 4. februar om aftenen. Foto: Østjyllands Politi/Privatfoto
Vis mere

»Vi har desværre ikke fundet hverken hende eller noget, der kunne lede os på sporet,« lyder det fra Stig Heidemann.

Det er ikke første gang, politiet har dykkere i vandet i området ved Aarhus Å og Brabrand Sø. Det havde de også flere gange i sidste uge, og det skyldes tekniske spor, som har ledt dem til området, fortalte politikommisær Allan Nielsen i fredags til Aarhus Stifttidende.

»Vi er ikke færdige med at lede derude. Det er et stort område at komme igennem og derfor tager det også sin tid. Vi koncentrerer os om et specifikt område ad gangen,« sagde han og supplerede:

»Vi har været ude med hunde og dykkere for at lede. Hundene laver en mærkning af, hvor der kan være noget, men indtil videre har det ikke givet resultat,« fortalte Allan Nielsen.

Dykkere leder efter den forsvundne kvinde i området ved Brabrand Sø og Aarhus Å- Foto: Presse-fotos.dk
Dykkere leder efter den forsvundne kvinde i området ved Brabrand Sø og Aarhus Å- Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Har man oplysninger, der kan bruges i eftersøgningen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefonnummeret 114.