To godsvogne er blevet afsporet lige nord for Fredericia Station.
En person er kommet til skade under afsporingen, da han blev fastklemt.
Det skete i forbindelse med at to godsvogne blev afsporet.
Operationschef ved Trekantbrand, Casper Christensen, fortæller til B.T., at beredskabet rykkede talstærkt ud, da det modtog alarmen via 112 få minutter i 23 torsdag aften.
»Manden, der blev fastklemt er blevet bragt på sygehuset. Det vides ikke, hvordan hans tilstand er,« siger han og fortsætter:
»Vi er på stedet lidt endnu, men forventer at være færdige om en times tid,« siger operationschefen.
Afsporingen er sket på en rangerplads nord for selve stationen. Ifølge mediet DanmarkC.tv er det sket tæt på Parallelvej.
Ifølge Ritzau, der har talt med Sydøstjyllands Politi, var det en medarbejder, der ringede ind og anmeldte ulykken.
Ulykken giver ikke umiddelbart anledning til forstyrrelser af togtrafikken, lyder det fra politiet. Trafikinformationen på DSBs hjemmeside melder heller ikke om forsinkelser.
Det er uvist, hvad de afsporede godsvogne indeholder, ligesom det heller ikke vides, hvilket selskab, der kørte toget.
Der venter nu et oprydningsarbejde på stedet, som Banedanmark kommer til at tage sig af.
Derefter kommer Havarikommsisionnen formentlig til at undersøge, hvordan afsporingen ulykken kunne ske.
