Ni dage. Så længe har Jessica og Holly nu været forsvundet. Netop som forældrene i går i en tårevædet TV-appel tryglede døtrenes kidnapper om at sætte pigerne fri, fik det engelske politi et nyt og lovende spor.

Blandt de omkring 7.000 henvendelser, som politiet har modtaget, er en taxichauffør dukket op. Han husker at have set en sydeuropæisk udseende mand i i 40 års alderen race fra byen Soham den søndag aften, hvor de to ti-årige piger forsvandt sporløst.

Mere end 300 betjente er kastet ind i den desperate jagt på de to småpiger. En menneskejagt, der har grebet hele det britiske samfund om hjertet. I aftes optrådte forældrene til Jessica og Holly så i TV. I en gribende appel bad de inderligt om at få deres døtre tilbage i live.

»Det er aldrig for sent. Bare giv os pigerne tilbage . . . sæt dem af et eller andet sikkert sted,« bønfaldt Jessicas forældre.

Og fra Hollys forældre lød følgende bøn til den mand, som politiet mener har kidnappet de to piger.

»Vi er sikre på, at pigerne stadig er på denne jord og vi beder . . . gør dem ikke noget ondt,« sagde forældreparret.

Ifølge de engelske aviser er de berørte familier knust. Hele situationen er et mareridt. Også de to pigers ældre søskende er hårdt ramt af den usikkerhed, der præger hver en tanke, hvert et minut, hver en dag.

Jagten på den formodede pædofile kidnapper beskrives som Englands største menneskejagt. Og fokus er rettet mod kendte pædofile i området.

Foruden omkring 100 betjente, der deltager i eftersøgningen i skov- og parkområder i og omkring byen Soham, er yderligere et par hundrede betjente og efterforskere på overarbejde. Nogle af dem kæmper med at analysere den computer, som pigerne kort før deres forsvinden chattede på. Politiet arbejder ud fra en teori om, at Jessica og Holly har mødt deres bortfører via internet. Endnu i går havde efterforskningen dog ikke givet nogen konkrete spor.

Imens holder store dele af England vejret i sympati med forældrene. Og tankerne flyver om det forfærdelige, de to piger går igennem. Hvis altså de stadig er i live.

Det ved ingen med sikkerhed.

Forældrene tør ikke tænke tanken til ende. De er overbevist om, at pigerne stadig lever. Men i baghovedet nager tvivlen.

»Det her er en chokerende oplevelse for de to. De må være skræmt til døde,« sagde Hollys forældre Nicola og Kevin Wells i går ifølge avisen Daily Mail.

Også Jessicas forældre holder modet oppe ved tanken om, at pigerne stadig lever.

»Nogen har dem. Man kan blive vred, men det eneste, jeg ønsker, er at vide, at de stadig er live, at vi kan få løst det her og få dem tilbage,« sagde Leslie og Sharon Chapman.

Begge forældrepar siger, at pigerne var advaret om aldrig at følge med fremmede, og at de holdt øje med deres mobiltelefoner og computerbrug. Holly og Jessica er tilsyneladende blevet de uskyldige ofre for en ynkelig pædofil mands sindssyge handling.