Det var et blodigt syn, der mødte den nordjyske fårejer Gitte, da hun besøgte sine får torsdag morgen.

Et af de får, som hun har på græs i Vendsyssel, lå for døden.

Fåret var blevet skudt, inden ukendte gerningspersoner igen havde forladt marken onsdag aften.

»Det var et halvdødt får, som havde ligget der hele natten og forblødt med sit lam ved siden af. Det var blevet ramt af tre skud,« siger Gitte til B.T.

Hun ønsker ikke at få bragt sit efternavn.

Dog har hun valgt at lave et Facebook-opslag om det skuddræbte får. Opslaget har fået stor opmærksomhed i det nordjyske.

I skrivende stund er det blevet delt mere end 3.700 gange.

Politiet er nu blevet involveret i sagen, fortæller Gitte.

Det skyldes, at det dræbte får er blevet skudt med fuldt overlæg, fortæller hun.

Gittes får var blevet skudt tre gange, da hun fandt det.
Gittes får var blevet skudt tre gange, da hun fandt det. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er ikke sådan et område, man lige kan køre hen til. Og vi har fundet hjulspor helt henne ved hegnet til det område, hvor fårene går. Det er heller ikke et område med jagt, så det er ikke et vådeskud,« siger Gitte og uddyber:

»Jeg er overbevist om, at det er en bevidst handling. Også fordi det er blevet ramt tre gange med skud,« forklarer hun.

Gitte håber, at hendes opslag på Facebook kan få eventuelle vidner til at stå frem, så man kan finde ud af, hvem der har skudt fåret.

»Det er et offentligt sted, og der bor mennesker i nærheden, som kunne være blevet ramt. Det er det mørkeste Jylland det her og ikke København, hvor folk måske er vant til, at der bliver skudt. Så jeg håber, man finder frem til dem, der har gjort det.«

»Folk skal ikke rende rundt og skyde,« siger Gitte.

Hun fortæller samtidig, at hun allerede har fået de første henvendelser angående det dræbte får.

De går på, at personer i området har hørt skud omkring klokken 21.30 onsdag aften.