83-årige Eva Hoffmeister blev slået ihjel for noget ligegyldigt. En bagatel. Sådan siger AN, som var veninde med Eva Hoffmeister, der ifølge Københavns Politis anklageskrift blev myrdet 5. marts i år.

»Det er så meningsløst. Hvordan kan man slå tre mennesker ihjel bare for nogle penges skyld?« spørger AN.

Fredag har Københavns Politi offentliggjort anklageskriftet mod 27-årige James Schmidt, der er tiltalt for i alt tre drab. Alle drabene er foregået i den samme ejendom på Østerbro henover cirka en måned.

AN har tidligere været med i B.T.s program 'Genåbnet'. Du kan se interviewet med hende i afsnittet oven over denne artikel.

Ifølge tiltalen i sagen kvalte den 27-årige James Schmidt de tre pensionister, fordi han ville malke deres kreditkort for penge bagefter. Han nægter sig skyldig i drabene.
Ifølge tiltalen i sagen kvalte den 27-årige James Schmidt de tre pensionister, fordi han ville malke deres kreditkort for penge bagefter. Han nægter sig skyldig i drabene.
Vis mere

Anklageskriftet viser en ganske detaljeret oversigt over James Schmidts brug af ofrenes kreditkort, som politiet mener, han har frarøvet sine ofre.

For to af de i alt tre dræbte kan man se, hvordan James Schmidt har brugt penge rundt omkring i København, som han har betalt med de dræbtes kreditkort.

Alt sammen betalt med ofrenes penge. De fleste steder er der tale om mindre beløb, men enkelte steder er der også forsøgt at bruge beløb på flere tusinde kroner.

Politiet mener, at drabsofrene er blevet bestjålet med henholdsvis 29.107 kroner og 94.011 kroner. Desuden er et fjerde offer - som ikke er dræbt - blevet bedraget for godt 43.000 kroner.

»Hun lå lige der,« siger AN og peger på det sted i køkkenet, hvor hun fandt sin veninde, der ifølge politiet blev det første offer for en seriemorder.
»Hun lå lige der,« siger AN og peger på det sted i køkkenet, hvor hun fandt sin veninde, der ifølge politiet blev det første offer for en seriemorder.
Vis mere

»De ældre mennesker kunne have levet mange år endnu. Det er så uretfærdigt. Der var intet galt med dem. Og så har han dræbt dem for nogle penge, som er brugt til bagateller. Ligegyldige ting,« siger AN og fortsætter:

»Tænk, at et menneske kan dræbe tre andre bare for det. Det viser jo, at han er syg i hovedet,« siger AN.

AN fandt sin veninde Eva Hoffmeister dræbt tilbage i februar måned. De to ældre kvinder ringede til hinanden hver dag og besøgte hinanden ofte. De boede i samme lejlighed og var tætte.

»Vi talte sammen hver dag. Det er et stort savn. Og det var også en stor tryghed, at vi havde hinanden, så hvis der skete noget, så fik man hjælp på et tidspunkt,« siger AN.

Da Eva Hoffmeister en dag ikke tog sin telefon, gik AN ned og bankede på døren. Der blev ikke svaret, og AN gik indenfor. Lige inden for døren lå Eva Hoffmeister død lige ved indgangen til sit køkken.

AN var dog ikke klar over, at der kunne være tale om drab. Hun troede, hendes veninde gennem mange år, var død af naturlige årsager og faldet om i sit hjem.

Det var først, da der skete flere dødsfald i ejendommen, og at datteren til det formodede tredje offer gik til politiet, at politiet mistænkte drab.

I dag er AN vred. Ikke alene på morderen, men også på Højesteret. Sagen er, at James Schmidt blev idømt en forvaringsdom helt tilbage i 2011, da han var dømt for både voldtægt og drabsforsøg.

Den tredje myrdede pensionist på Østerbro blev 81-årige Inez Hasselblad. Her er hun sammen med sin datter Malene Hasselblad, der blev kendt i Danmark, da hun vandt Robinson Ekspeditionen i 2001. Det var netop Malene Hasselblad, der opdagede, at der var noget galt, da hendes mors kreditkort stadig blev brugt, efter hun var død.
Den tredje myrdede pensionist på Østerbro blev 81-årige Inez Hasselblad. Her er hun sammen med sin datter Malene Hasselblad, der blev kendt i Danmark, da hun vandt Robinson Ekspeditionen i 2001. Det var netop Malene Hasselblad, der opdagede, at der var noget galt, da hendes mors kreditkort stadig blev brugt, efter hun var død. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men dommerne ophævede forvaringsdommen året efter. Begrundelsen lød på, at James Schmidt var meget ung og ikke dømt for andre forbrydelser på det tidspunkt.

Havde Højesteret ikke ophævet forvaringsdommen, var James Schmidt sandsynligvis ikke blevet løsladt i 2017. Og - hvis han kendes skyldig - så havde de tre drab ikke fundet sted.

»Der må virkelig sidde nogle dommere med røde ører. Det her kunne jo være undgået,« siger AN og fortsætter:

»Jeg håber aldrig, han kommer ud. Han kan adrig forbedre sig,« siger hun.