»Pigen kom ned og hentede mig på gaden, og så gik vi sammen op til lejligheden. Da hun åbnede døren til lejligheden, nåede jeg kun at smide skoene i entreen, så blev jeg overfaldet af tre mænd, der kom stormende ud fra toilettet.«

Med meget lav stemme fortalte en ung, spinkel mand tirsdag i Retten på Frederiksberg, hvordan han i december 2020 gik i en regulær sexfælde.

Via datingportalen Badoo havde han lavet en datingaftale med den falske profil »Cecilie«, der angiveligt var en kun 14-årig pige.

Da den unge mand efter arbejde havde parkeret sin bil ved pigens adresse på Nordre Fasanvej på Frederiksberg, kom der en – lidt ældre – ung pige i leopardprikkede bukser og lys dynejakke ned og hentede ham.

Men straks de var nået ind i hendes lejlighed, blev datingaftalen til et regulært mareridt.

Tre maskerede overfaldsmænd myldrede frem fra lejlighedens badeværelse og gav sig til at overfalde gæsten.

»De tog fat i mig og gav mig et sæt håndjern om den højre hånd, som de lænkede fast til en radiator i stuen, så jeg ikke kunne komme fri. Og så gik de i gang med at slå mig. Både med knytnæve i ansigtet og med en stav på både kroppen og hovedet,« fortalte den unge mand i vidneskranken.

Via sin bistandsadvokat havde han bedt om, at de fem tiltalte i sagen – to unge piger og tre tidligere dømte voldsmænd – var blevet ført ud af retslokalet. I stedet hørte de tiltalte vidnets forklaring via højttalere i et nærliggende lytterum.

De fem unge i alderen 17-27 år er tiltalt for blandt andet røveri, afpresning og ulovlig frihedsberøvelse.

»Jeg blev holdt fanget i op mod tre timer. De truede mig med alt muligt og tog min telefon. Jeg måtte ikke kigge op på dem, og de tvang mig til at skrive til mine forældre, mens de holdt øje med, hvad jeg skrev.«

»Jeg fik mine forældre til hver at overføre 2.500 kroner til min konto via MobilePay, og så skulle jeg give overfaldsmændene mit dankort, NemID og alt det der,« tilføjede vidnet.

Da han omsider blev løsladt af sine plageånder i lejligheden, havde en af dem været nede ved en pengeautomat og hæve penge på hans kort.

Samtidig havde de også gennemgået hans pung for personlige oplysninger, så han frygtede at blive opsøgt på sin bopæl, hvis han anmeldte afpresningen.

»Det skræmte mig meget. Jeg var bange og i chok,« forklarede offeret for nævningetinget på Frederiksberg. Da han bagefter tog på skadestuen, viste han sig blandt andet  at have fået brækket kindbenet og en finger.

Derfor er han i dag nødt til at bære briller, når han arbejder, ligesom han i flere måneder havde nedsat tyggefunktion. Derfor fremsatte hans bistandsadvokat i retten et erstatningskrav på samlet godt 35.000 kroner.

Ifølge anklageskriftet var den unge mand faktisk det tredje offer, der på kun to dage gik i fuldstændig den samme fælde, efter at have skrevet med den falske datingprofil på Badoo.

Også de to øvrige mænd blev hver for sig slået og sparket af tæskeholdet, lænket til en radiator med håndjern og tvunget til at udlevere deres hævekort eller på anden vis skaffe penge, inden de blev sluppet fri.

De tre ofre blev blandt andet truet med, at gerningsmændene ville sladre om deres pædofile tilbøjeligheder til deres familie, arbejdsgiver eller myndighederne.