I Pakistan har en forfærdelig hændelse udspillet sig.

En australsk familie på ferie i landet har på tragisk vis mistet deres 9-årige datter, efter lokale politibetjente begik en fatal fejl og åbnede ild mod familiens bil.

Det skriver det australske medie News.com.au.

Politiet var oprindeligt tilkaldt for at beskytte familien, der var blevet røvet og truet med pistoler.

Far til pigen, Adeel Ahmed, havde forsøgt at få familien i sikkerhed, ved at skynde sig væk i deres lejebil.

»Da betjentene så køretøjet køre væk med det samme, antog de, at det tilhørte røverne, og åbnede vilkårlig ild mod bilen,« fortalte en talsmand fra politiet.

Politiets skud mod lejebilen endte med at dræbe den 9-årige datter, samt skade både pigens far og bror.

Adeel Ahmed fik kørt pigen hen til sin svigerfamilie, der bor i landet, men mistede her kontrollen over bilen, og smadrede den ind i en port.

Herefter blev familien hastet på hospitalet, hvor datteren blev annonceret død.

Sønnen er fortsat indlagt og modtager behandling for sine skader, mens faderen efterfølgende er blevet udskrevet.

Moderen, som også befandt sig i bilen under det voldsomme skyderi, slap mirakuløst fra hændelsen uden fysiske skader.

Myndigheder har besøgt familien efterfølgende, hvor de har forsikret dem om, at der hurtigst muligt vil blive taget de nødvendige retlige skridt mod de involverede betjente.