Tre brandfolk måtte torsdag formiddag køres til tjek på sygehuset efter at have været udsat på giftige dampe. 

Brandmændene var del af en større styrke, der lige nu kæmper med at få styr på et større brand på en gård i Højrup ved Fredericia. 

Ifølge Fredericia Dagblad brød branden ud i en lade fyldt med 9.000 bigballer halm allerede onsdag.

I forbindelse med slukningen besluttede beredskabet at flytte en tank med syre, men ved et uheld gik der hul på tanken.

Derfor blev brandfolkene udsat for giftige dampe.

For en sikkerhedsskyld blev de kørt til tjek på hospitalet. 

»Det er udramatisk, men for alle tilfældes skyld får vi de tre mand tjekket. De var tæt på, da der skete et mindre spild af myresyre fra en palletank,« fortæller operationschef Erik Eg Andersen fra TrekantBrand til det lokale medie. 

Han forklarer, at det er svært at slukke en halmbrand, fordi det kan ulme i længere tid. Derfor kommer slukningsarbejdet til at trække ud.