Bombemand havde 80 kilos bombe med i en kuffert, da han kaprede bybus og tog buschauffør Ali Turan som gidsel. Gerningsmanden blev dømt, men er ude igen.

Havde buschaffør Ali Turan vidst, hvad aftenens sidste passager havde i sinde at gøre ved ham, og hvad der var i hans kuffert, var han løbet, så hurtigt han kunne. Det nåede han ikke. Det har invalideret ham og ødelagt hans liv. Den 43-årige buschauffør blev taget som gidsel, da en bombemand ville bruge hans bus til at gennemføre et attentat mod danske topnazister.

Nu står chaufføren frem og fortæller sin historie i Fagbladet 3F.

Det var over midnat 3. maj 2014. En rolig arbejdsdag bag rattet på busrute 224 var ved at være forbi. 43-årige Ali Turan glædede sig til at komme hjem til sin hustru og sine tre børn i lejligheden i Tåstrup. Men på Hundige Strandvej i Greve ventede en mand med en stor kuffert i mørket ved stoppestedet. Aftenens sidste passager.

Han trådte på bremsen og blinkede ind. Manden baksede med sin tunge kuffert og bad Ali Turan åbne bagdøren, så han kunne få den ind i bussen. Hvad Ali Turan ikke vidste var, at kufferten indeholdt en bombeblanding bestående af 60 liter dieselolie og benzin, flere flasker gas, 20 kilo kunstgødning, en skarpladt pumpgun og signalpatroner til at antænde med.

Han sad i sine egne tanker og ventede på, at manden skulle komme op og købe billet. Men i stedet for at tage penge op af lommen trak han en skarpladt 9 mm Browning-pistol.

Ali Turans hjerte hamrede bag den lyseblå skjorte med Lokalbus-logoet på kraven.

»Han pegede på mit hoved med pistolen og sagde 'Du skal ikke gøre noget dumt. Det er alvor, så hør efter, hvad jeg siger',« husker Ali Turan.

Bombemanden truede med at skyde ham, hvis han rørte ved bussens alarmknap.

»Han så vanvittig ud og var helt kold i øjnene. Det var så tydeligt, at han ville gøre noget forfærdeligt. Han ville ikke bare have penge. Han beordrede mig til at slukke lyset og køre videre,« fortæller Ali Turan.

De var kun to i bussen, og efter at have kørt nogle stoppesteder bad han ham om at stoppe bussen på Hundige Strandvej tæt på en benzintank og flytte sig fra chaufførsædet.

»Lige der var jeg sikker på, at han ville dræbe mig. Jeg spurgte om, hvorfor han gjorde det. Han var iskold. Han svarede, at det ikke var noget personligt, og at jeg bare skulle tie stille,« fortæller han.

Men bombemanden holdt aftrækkerfingeren i ro. Med pistolen i ryggen blev Ali Turan tvunget ned bag i bussen. Bombemanden gik tilbage i bussen og begyndte at klargøre bomben i kufferten.

»Han begyndte at pille ved bomben, og jeg fik en uhyggelig fornemmelse af, at nu ville der ske en kæmpe eksplosion,« husker han.

Der opstod en chance på nogle få sekunder for at stikke af. Det var nu eller aldrig for 3F'er Ali Turan, der har tyrkisk baggrund.

»Han var nogle meter væk, så jeg trykkede på en sikkerhedsknap, som åbnede bagdørene i bussen. Det hørte han, men jeg var væk, før han nåede at reagere,« siger han.

Bombemanden løb op til chaufførsædet og prøvede at få liv i bussen. En sikkerhedsanordning gør, at andre ikke kan starte bussen, og det fik ham til at opgive.

Han løb over til sin bil, som han havde parkeret i forvejen, og kørte væk i høj fart. Kufferten lod han stå i bussen med hele bombeladningen i.

Ud over bombe, pistol og pumpgun var han bevæbnet med to springknive og en kårde på knap en halv meters længde. Han havde også medbragt to falske blå politi-udrykningslys, som var købt i legetøjsbutikken Fætter BR.

Han havde en barnevogn på taget af sin bil, og det tjente to formål. Det virkede mere tillidsvækkende med en barnevogn. Men han kunne også skære barnevognen fri i farten og afskære nazisterne vejen, hvis de fulgte efter ham.

Skrækslagne Ali Turan standsede den første tilfældige bil. »Hjælp mig, der er en bevæbnet mand i bussen,« fik han fremstammet og ringede også til sit firma.

Der blev trykket 112, og politiet kom og spærrede hele området af. De evakuerede de nærmeste beboere og tilkaldte assistance fra forsvarets bomberyddere til at uskadeliggøre bomben.

Politiet kørte mod nazisternes hovedkvarter med blå blink og fik imens et opkald fra en bilist.

Han fulgte efter en bil, der kørte rundt i Herlev på flade dæk med gnisterne fygende fra fælgene med en beruset chauffør bag rattet. Det var bombemanden. Dækkene var punkteret under hans vilde kørsel.

Bilistens forfølgelse stoppede brat, da de holdt side om side. Bombemanden pegede på ham med en pistol i den ene hånd og en pumpgun i den anden hånd. Bilisten blev bange og trådte speederen i bund.

Politiet ledte videre og fandt bombemanden gående på fortovet i området. Han smed straks sine våben og stod med hænderne ud til siden som tegn på overgivelse. »Jeg vil jer ikke noget ondt,« råbte han.

Politiet anholdt ham og lagde ham i håndjern uden dramatik. De visiterede ham og fandt flere våben og patroner. Bombemanden blev kørt på politistationen, fremstillet i grundlovsforhør og fængslet.

Det fremgår af et udskrift af dombogen fra retten i Roskilde, at bombemanden ville sprænge og brænde en gruppe nazisters hovedkvarter i Greve ned, fordi han var overbevist om, at det var dem, der stak ild til og brændte Frihedsmuseet i København i 2013.

Hans familie deltog i frihedskampen under Anden Verdenskrig som modstandsfolk, og da Frihedsmuseet blev brændt, slog det klik for ham. Først ventede han på, at politiet skulle opklare branden. Da det ikke skete, lagde han planer om en hævnaktion.

Bombemanden arbejdede som pædagog op til dagen før, han blev anholdt. På det tidspunkt havde han et misbrug af alkohol og nervepiller og havde fået diagnosen alkoholiker. Dagen før det planlagte naziattentatet skrev han testamente, da han ikke var sikker på, at han ville overleve. Inden han tog af sted, satte han en hel flaske vodka for munden og drak.

Domsudskriftet viser, at bombemanden planlagde attentatet grundigt. Han forudså, at nazisterne ville storme ud af huset med hunde. Han havde en pumpgun med, da han var bekymret for, at de skulle lukke kamphunde ud.

Pumpgunen var ladet skiftevis med signalpatroner og skarpe skud. Signalpatronerne kunne bruges til at sætte ild på huset. De skarpe patroner skulle anvendes til hundene. Han medbragte masser af ammunition og to springknive for at have nok i reserve.

Han havde overvejet at køre ind i huset med en tankvogn, men det var for uoverskueligt, da der lå andre huse i området. Han endte med busløsningen, hvor Ali Turan skulle bakke ind i ejendommen med høj fart.

Derefter ville han forlade bussen, tænde gasflasker og smide dem ind i bussen og antænde det hele. Han overvejede at medbringe en miniskumslukker, hvis der skulle gå ild i ham.

Under den første afhøring var han opløst og græd meget, og da sagen endte i retten, stod bombemanden tiltalt for for at udsætte andre for overhængende fare, forsøg på brandstiftelse, trusler, ulovlig tvang, overtrædelse af våbenloven og spirituskørsel.

Bombemanden vidste, at man kunne fremstille bomber af benzin, diesel og kunstgødning. Men havde ikke helt styr på kemien.

En ekspert fra forsvaret vurderede, at gødningen skulle have indeholdt mere kvælstof, hvis den skulle kunne bruges til en bombe. Den ville kun brænde og få ruderne i bussen til at springe.

I retten krævede anklagemyndigheden anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden tidsfastsættelse. En mentalerklæring og en udtalelse fra Retslægerådet slog fast, at bombemanden var utilregnelig på grund af sindssygdom på gerningstidspunktet. Dommen blev afsagt 20. februar 2015 og lød på behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn uden tidsfastsættelse.

I dommen henvises til den retspsykiatriske erklæring, der konkluderer, at der kun er 'en lille risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet'. Han blev også frakendt kørekortet for spritkørsel.

Fagbladet 3F har via den dømtes advokat Thorkild Høyer spurgt, om den dømte vil lade sig interviewe.

»Han ønsker ikke at medvirke i artiklen,« siger Thorkild Høyer.

Advokaten oplyser, at den dømte er ude igen, men stadig går til behandling og i øvrigt intet ulovligt har foretaget sig siden.

Buschauffør Ali Turan derimod er fanget i konstant angst.

Han var en almindelig familiefar, og i sine 11 år som buschauffør har han aldrig været bange for at blive overfaldet. Heller ikke, hvis de unge lavede lidt ballade i bussen.

De 15-20 minutter, som gidseltagningen varede, har invalideret ham for livet, og han har fået diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion - PTSD.

Efter overfaldet ville han bare hjem. Han stirrede ud i luften hele natten. Så kom angsten væltende og har ikke forladt ham siden, selvom han er stærkt medicineret.

»Pillerne har hjulpet lidt, men det værste er den konstante angst. Den kroniske hovedpine kom først i 2015. Jeg er bange for at møde overfaldsmanden og tør nogle gange ikke at gå uden for en dør,« siger han.

Angsten kan overvælde ham i Netto eller andre steder uden for hjemmet.

»Så får jeg svedeture og rysteture, hvor hjertet banker hårdt og hurtigt, og så skynder jeg mig hjem. Jeg kan heller ikke holde ud, at folk passerer bag om mig, og har også svært ved at sove,« forklarer Ali Turan lavmælt.

Bombemanden har tidligere tilbudt at deltage i et mæglingsmøde med Ali Turan, men Turan magter det ikke.

»Jeg tænker stadig på ham og vil ikke se ham igen. Det vil gøre det hele værre,« siger han.

Ali Turan har klaret sig igennem nogle meget svære år siden 2014 med stor støtte fra familie og psykiater, som han stadigvæk går hos.

»Jeg prøver at være en god ægtemand og en god far og rollemodel for mine børn, men det er svært. Jeg får det psykisk dårligt, når børnene larmer, og kan ikke klare ret meget,« siger han.

Hans største ønske er et job.

»Jeg vil så gerne arbejde igen, for det viser, at man dur til noget. Jeg elskede mit job og kontakten med passagererne, men alt er forandret. Angsten gør, at jeg aldrig kommer til at sidde bag rattet i en bus igen,« siger han.