Politiet leder stadig efter en 40-årig mand, der fredag aften stak og sårede en anden mand i Hobro.

På trods af både efterlysninger af manden og en klar opfordring direkte til ham fra politiet om at melde sig er han nemlig mandag morgen stadig ikke i politiets varetægt.

»Vi har ikke fået ham ind. Efterlysningen er stadig gældende,« siger Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi til B.T.

Ofret er en 37-årig mand, der, ifølge vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, blev »hårdt såret«.

Han blev stukket ned kort før klokken 22.

»Politiet afsendte omgående adskillige patruljer frem til stedet – og ved politiets ankomst til stedet blev der ydet førstehjælp til et offer, en mand på 37 år. Han blev, omkring 20 minutter senere, fløjet med helikopter til behandling på hospitalet,« forklarede Nordjyllands Politi tidligere i en pressemeddelelse.

Som følge af sagen stillede politiet op med en mobil politistation på Randersvej i Hobro lørdag.

Her kunne man henvende sig, hvis man havde viden om sagen eller bare havde brug for at tale med politiet i kølvandet på knivstikkeriet.

Men hverken det eller noget andet har altså indtil videre ført til en anholdelse.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.