Der vil være en midlertidig restriktionszone i luftrummet over København.

Det gentager Københavns Politi nu i en myndighedmeddelelse.

Årsagen er dog stadig uklar.

'Husk, at der fra den 9. november kl. 19.00 og frem til torsdag den 12. november kl. 07.00 er indført en midlertidig restriktionszone i luftrummet over store dele af København og hele Amager,' lyder det fra politiet.

I området bliver det forbudt at flyve med droner uden skriftlig tilladelse fra politiet.

Derudover må mindre fly kun flyve i området med tilladelse fra kontroltårnet i Københavns Lufthavn.

Politiet understreger, at overtrædelser af forbuddet vil blive strafforfulgt.

Ifølge B.T.s oplysninger er der især politi til stede omkring Strandgade i København.

Vicepolitiinspektør Esben Godiksen kan ikke sige så meget til B.T.. Hverken om restriktionszonen eller tilstedeværelsen i Strandgade.

»Jeg kan bekræfte, at vi har politi rundt omkring i byen,« lyder det meget kort.

Man ved stadig ikke, hvem eller hvad der er årsagen til forbuddet. Det er dog med al sandsynlighed en stor VIP-gæst.

For mandag eftermiddag klokken 17.41 udsendte Folketinget en sms med en klar besked.

Alle personer, herunder journalister, der har deres daglige gang på Christianborg, skal inden midnat fjerne deres parkerede biler i Indre Slotsgård.

»Det er ikke muligt at parkere i Indre Slotsgård tirsdag,« skrev Folketinget videre i sms'en.

Der står ikke noget i sms'en om, hvorfor alle de parkerede biler skal fjernes.

Københavns Politi oplyste mandag til B.T., at man ikke ønsker at fortælle, hvorfor den midlertidige restriktionszone er blevet oprettet.