Venner ydede førstehjælp til et 18-årigt knivoffer, der afgik ved døden efter et masseslagsmål i Gentofte.
»Jeg løfter trøjen op og ser to knivstik i maven. Der er blod over det hele. Jeg forsøger at give førstehjælp, men det hjælper ikke,« fortæller en i dag 19-årig mand, der deltog i masseslagsmålet.
Han er sammen med tre af sine venner tiltalt for blandt andet grov vold udøvet med kniv og økse under masseslagsmålet ved skaterbanen i Gentofte 25. april.
Politiet mener, at mindst 11 personer deltog i slagsmålet, men kun fem personer er tiltalt i sagen, der nu kører ved Retten i Lyngby.
En af de tiltalte er en 16-årig dreng, der er tiltalt for drabet på 18-årige Ali. De øvrige fire er venner og tiltalt for at udsætte den 16-årige for grov vold. En af vennerne – en 18-årig mand – er tillige tiltalt for at stikke en 13-årig dreng i ryggen med en kniv, efter at denne selv havde udøvet knivvold.
Den 16-årige og den 18-årige blev ført ind i retten iført håndjern af otte fængselsbetjente fra Kriminalforsorgen. Det var tilsyneladende et skænderi mellem de to over det sociale medie Snapchat, der førte til masseslagsmålet.
Flere af de øvrige tiltalte venner forklarer tirsdag i retten, at de intet vidste om konflikten, da de mødtes på Tjørnegårdsskolen i Gentofte den aften, masseslagsmålet fandt sted.
De havde medbragt en vandpibe samt salat og kylling, som de tilberedte over et bål. De havde også en kniv, som i første omgang blev brugt til madlavningen. På et tidspunkt gik nogle af vennerne op til stationen for at hente nogle flere venner, og da de kom tilbage, havde en af vennerne en økse med.
Han forklarede i retten, at øksen skulle bruges til at hugge brænde til bålet. Stemningen var god, indtil den 18-årige begyndte at fordybe sig i sin mobiltelefon, hvor han diskuterede med den 16-årige.
Samtalen resulterer i en aftale om, at de to skulle mødes og slås. Først aftalte de, at de skulle slås en mod en, men på et tidspunkt modtager den 18-årige en video, der viste adskillige personer og en bil.
Senere på aftenen passerede de en parkeringsplads, hvor den anden gruppe opholdt sig. Gruppen råbte »luder«, og den nu afdøde 18-årige råbte tilbage: »Fuck jer, små ludere.«
Ali og en anden af vennerne løber ind på parkeringspladsen, hvor de tørnede sammen med den anden gruppe. Ifølge en af vennerne var Ali ubevæbnet, da han løb ind på parkeringspladsen, men en anden af vennerne mente, at han muligvis havde øksen i hånden.
Herefter gik det stærkt. Masseslagsmålet var kaotisk og overstået på to minutter.
Flere af vennerne forklarer, hvordan sagens hovedtiltalte 16-årige stak Ali flere gange med en kniv. En anden af vennerne blev stukket i ryggen af en 13-årig dreng, der på grund af sin lave alder ikke er tiltalt.
En af de tiltalte kom også i klammeri med sagens hovedtiltalte og fortalte i retten, hvordan den 16-årige angreb ham med en kniv.
»Der kommer en hen mod mig og fægter mod mig. Jeg tager armene op for at beskytte mig. Jeg mærker noget varmt, der løber ned ad min hånd, men så kom bilen og kørte efter mig,« fortæller en af de tiltalte, der havde et snitsår i hånden.
Flere af de tiltalte forklarede, hvordan de måtte flygte, da en fra den anden gruppe forsøgte at køre dem ned i en bil. En anden af de tiltalte blev ramt af knivstik i ryggen og bad sin ven om hjælp.
»Han sagde 'av, min ryg gør ond' og lagde sig ned. Jeg fjernede trøjen og så, at den var fyldt med blod,« fortæller en af hans venner i retten.
Endnu værre stod det til med Ali, hvis liv ikke stod til at redde.
Efter at have forsøgt at yde førstehjælp til sin sårede ven tog en af vennerne en knallert, som den anden gruppe havde efterladt, og kørte til politistationen. Den viste sig at være lukket, men da han kom tilbage, var politiet allerede på stedet.
Den anden gruppe var stukket af, og også her havde de unge pådraget sig voldsomme skader. Den 16-årige dreng, der havde stukket Ali, var selv blevet udsat for grov vold med kniv og økse, som medførte, at han fik kraniebrud. En 13-årig dreng var også blevet ramt i ryggen af knivstik.
Foruden øksen og kniven blev vennerne også fundet i besiddelse af et jernrør og en totenschlæger, ligesom den 16-årige drabstiltalte blev fundet i besiddelse af både jernrør, tre knive og en strømpistol. Der er afsat 12 retsdage til sagen.