Tømrer udøvede førstehjælp og fik tæsk af politiet

En juleafslutning med tømrer-kollegerne tog en dramatisk og uventet drejning for 28-årige John Bjørkman, der nu må sygemelde sig efter gentagne slag med knipler.

- Jeg har handlet 100 pct. efter bogen og gjort, hvad jeg skulle for at hjælpe min kammerat, men nu sidder jeg her med blå mærker over det hele og kan knap nok bevæge mig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan ske, siger John Bjørkman.

Under en juleafslutning på ‘Joe’s Garage’ i Slagelse natten til den 22. december forsvandt firmaets tømrerlærling ud på toilettet, og da han ikke vendte tilbage, blev John Bjørkman nervøs. Han gik derfor ud på toilettet for at se til lærlingen, som han fandt bevidstløs. John Bjørkman er uddannet brandmand og nødhjælper, så han begyndte straks at hjælpe lærlingen, der havde vejrtrækningsproblemer.

- Jeg får tilkaldt en ambulance og på et tidspunkt begynder folk at flokkes om os, og de kommer selvfølgelig med alle mulige gode råd. Pludselig bliver jeg grebet bagfra og trukket ud på fortovet, hvor jeg bliver lagt i håndjern, fortæller John Bjørkman, der stadig har svært ved at fatte, hvad der skete. Ifølge John Bjørkmans mester Lars Olsen blev John tildelt flere slag med knipler fra de betjente, der hev ham ud på gaden. Også selvom folk råbte op og forsøgte at forklare, hvad der foregik.

- Politiet står bare og kukkelurer, mens min makker ligger på jorden uden for baren. Imens forsøger jeg også at finde ud af, hvorfor jeg er i håndjern. Jeg får bare at vide, jeg skal lukke røven, og da jeg forsøgte at rejse mig, fik jeg en fod i nakken, siger John Bjørkman. John Bjørkmans opfattelse er, at politiet muligvis har betragtet hele situationen som et slagsmål, der hurtigst muligt skulle stoppes, men han forstår stadig ikke, hvordan det kunne gå så galt.

- Jeg tror simpelthen, at politiet mistede overblikket, men der var flere, der prøvede at forklare politiet, hvad der foregik. Hvordan politiet kan reagere som de gør, forstår jeg simpelthen ikke, siger John Bjørkman, der selv måtte finde på skadestuen efter den hårdhændede behandling. På skadestuen fandt han heldigvis ud af, at den unge lærling var blevet behandlet og kørt hjem til sine forældre.

Søndag formiddag har John Bjørkman svært ved at bevæge sig for smerter, og han er blevet kontaktet af politiet.

- De har fortalt mig, at jeg bliver sigtet, men ikke for hvad. Politimanden nævnte, at jeg skal være glad for, at jeg ikke bliver sigtet for vold mod tjenestemand i funktion, men jeg må nok sige, jeg ikke føler mig særlig heldig lige nu.

John Bjørkman og Lars Olsen har talt med Lars Olsens advokat, og der vil blive indgivet en klage til politiet. Vagthavende hos Sydsjællands Politi Søren Østervig siger følgende om episoden:

- Jeg kan bekræfte, at vi den 22. december 5.40 modtog en anmeldelse om et masseslagsmål på Joe's Garage, og at der blev sendt fire patruljer til stedet. Jeg kan også sige, at vi har fået en henvendelse fra nogle, der har følt sig dårligt behandlet på stedet, men såvidt jeg ved, har vi ikke modtaget en officiel klage endnu. Kommer den, skal vi selvfølgelig stykke sammen, hvad der er foregået, og vi skal kunne dokumentere, hvad vi har gjort. Men indtil videre er der ikke kommet nogen klage.